Den danske Rocky

Mikkel Boe Følsgaard som legendarisk bokser
Billede
(© Polfoto/Peer Pedersen)

Danske boksefilm er lidt af en mangelvare, men nu kommer der et bud på den populære, ofte amerikanske, genre.

Nimbus Film har offentliggjort i en pressemeddelelse, at filmselskabet er i fuld gang med optagelserne af dramaet Den bedste mand, som er en biografisk skildring af den danske bokser Jørgen "Gamle" Hansen.

Filmen foregår i 1970, hvor Jørgen er dømt færdig i boksning. Han er bange for at gå tilbage i ringen, fordi hans krop er slidt, og han har en truende personlig konkurs hængende over hovedet.

Men efter familien skal lægge hus til den afrikanske bokser Ayub Kalule, går det op for "Gamle", at han ikke er helt klar til at lægge boksehandskerne på hylden.

Plottet kan minde om Rocky Balboa, den sjette film i den populære boksefranchise med Sylvester Stallone, hvor titelkarakteren også tager en sidste tur i ringen mod en yngre og umiddelbart overlegen modstander.

Mikkel Boe Følsgaard skal spille hovedrollen som den afdankede Jørgen Hansen, mens Lene Maria Christensen har rollen som hans kone, Hanne. Søren Malling og Arnold Oceng medvirker også i filmen, der er instrueret af manden bag succes-komedien Klassefesten 2, Mikkel Serup.

Den bedste mand får premiere den 15. juni 2017.

Nimbus Film

Scanpix