70-årig Oscar-vinder i Fast 8

Helen Mirren tæt på rolle i action-efterfølgeren
Billede
(© Red/Summit Entertainment)

Helen Mirren har bekræftet over for Elle, at hun er i forhandlinger med filmselskabet bag Fast 8 om en rolle i den stort anlagte efterfølger.

Dermed scorer Vin Diesel og Co. endnu en Oscar-vinder, efter det tidligere på året blev offentliggjort, at Charlize Theron skal spille skurk i filmen.

70-årige Mirren har tidligere medvirket i de to Red-film, så hun er bestemt ikke uvant med action-genren. Samtidig har den britiske skuespiller længe forsøgt at få en rolle i Fast & Furious-serien, hvilket - ifølge hende selv - skyldes en forkærlighed for fart og biler.

Fast & Furious-serien har gennem syv kapitler udviklet sig fra lidt underlødige drengerøvsfilm med mindre anerkendte skuespillere på rollelisten til prestigeprojekter, der nu kan vælge og vrage fra den øverste hylde i Hollywood.

Det er endnu ukendt, hvilken rolle Mirren vil få i filmen, ligesom selve plottet holdes hemmeligt.

Fast 8 får premiere den 13. april 2017.