Jungle Book: Origins forsinkes et helt år

Det var rent og skært nødvendigt
Billede
(© Star Wars: The Force Awakens/Walt Disney Pictures)

Warner Bros. har valgt at udskyde premieren på Jungle Book: Origins med et helt år.

Live action-eventyret skulle oprindeligt have haft premiere oktober 2016, men blev for noget tid siden rykket til samme måned i 2017. Nu hedder datoen oktober 2018.

Dermed er afstanden til Disneys snart aktuelle Junglebogen større, hvilket bør være en god ting.

Andy Serkis, der debuterer som instruktør, er også kun begejstret for udsættelsen.

- Jeg er lykkelig for, at Warner Brothers har valgt at ændre datoen på 'Jungle Book: Origins'. Ambitionerne for dette projekt er enorme. Vi forsøger at opnå et nyt niveau af psykologiske og emotionelle nuancer i tranformationen af skuespillernes præstationer til dyrenes ansigtsudtryk, skriver Serkis på sin Facebook-profil.

Det omtalte dyrerige vil byde på performance capture-præstationer fra Benedict Cumberbatch, Christian Bale, Cate Blanchett, Tom Hollander, Matthew Rhys og Naomie Harris, mens Serkis selv skal spille selveste Baloo.

Den britiske performance capture-mester er næste gang aktuel i War of the Planet of the Apes og Star Wars: Episode VIII.

Jungle Book: Origins forventes at få dansk premiere den 18. oktober 2018.