De nye Jumanji-hovedroller?

Robin Williams erstatninger
Billede
(© Central Intelligence/UIP)

Makkerparret Dwayne Johnson og Kevin Hart er på tale til at medvirke i Sonys reboot af Jumanji. Det beretter Variety. 

Familiefilmen fra 1995 havde Kirsten Dunst og Robin Williams i hovedrollerne og handler om to børn, der opdager et magisk brætspil. Da de begynder at spille det, sætter de en mand fri, som har været fanget i årevis. Samtidig bliver alverdens jungledyr sluppet løs, og snart er byen i kaos.

Ligesom originalen bygger den nye film på Chris Van Allsburgs roman fra 1981, og genindspilningen har været på tegnebrættet siden 2012. I januar i år fik filmen tilknyttet instruktøren Jake Kasdan.

Både Johnson og Hart har meget travlt for tiden, men en aftale er eftersigende ved at være på plads. De to skuespillere er snart aktuelle i komedien Central Intelligence, og der var også god kemi mellem dem, da de var værter for dette års MTV Movie Awards.

Jumanji er planlagt til at få premiere engang i 2017.