Ålen takker af!

Peter Aalbæk Jensen stopper som direktør for Zentropa
Billede
(© Zentropa)

- På denne dag, hvor jeg fylder 60 år, har jeg valgt at stoppe små 25 års virke som leder af filmselskabet Zentropa, skriver Peter Aalbæk Jensen i dag i en pressemeddelelse.

Ålen, der startede virksomheden sammen med Lars von Trier i 1992, fremhæver nylige bedrifter som Kollektivet, Flaskepost fra P og den kommende Der kommer en dag, samt Trine Dyrholms Sølvbjørn-sejr og fortsætter:

- Jeg kan mæt af dage glæde mig over seneste markante sejre: Firmaets triumf over arvefjenden Det Danske Filminstitut, hvis ledelse nu i to markante sager mod Zentropa har lidt ydmygende nederlag. Først underkendelsen ved Revisornævnet, derefter Justitsministeriets kendelse om DFIs ulovlige idømmelse af SKÆRPET TILSYN af Zentropa, lyder endnu et citat.

Den kontroversielle filmpersonlighed overlader stafetten til en kollektiv ledelse bestående af Anders Kjærhauge, Frederik Nemeth, Rikke Ennis, Louise Vesth og Sisse Graum Jørgensen. Anders Kjærhauge får titlen som administrerende direktør, men den samlede ledelse vil køre firmaet i fælleskab.

Peter Aalbæk Jensen vil fremover agere igangsætter af filmprojekter med Birgitte Stærmose og Kim Fupz Aakesons 'Darling' og Anders Morgenthaler og Mikael Wulfs 'Vejfesten' på tegnebrættet.

Som afsked sender Ålen desuden følgende galskab af et billede med teksten "Adios". Så kan vi kende ham!

zentropa