Zootropolis slår Frost

Disney Animations største åbningsweekend
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Disney Animation har scoret sin største åbningsweekend i USA nogensinde. Det sker med deres seneste udspil, Zootropolis, der åbnede med 73,7 mio. dollars.

Kombinationen af søde, antropomorfe dyr og en fin morale om racisme og fordomme har vist sig at være en vindende cocktail for Disneys animationsafdeling.

Filmen slår således selskabets største animationssucces i nyere tid, Frost, der fik sin landsdækkende åbning i sin anden weekend med 67,4 mio. dollars. Big Hero 6 indspillede for 56,2 mio. dollars i sin åbningsweekend, og To på flugt (Tangled) åbnede med 48,8 mio. dollars.

'Zootropolis' er allerede åbnet i flere internationale territorier, deriblandt Danmark. Filmen har slået Disney Animations hidtidige rekord i Kina, og dyreeventyret har indspillet 232,5 mio. dollars i alt på verdensplan.

Pixar er ejet af Disney, og deres Toy Story 3 åbnede med 110,3 mio. dollars i 2010, hvilket er musehusets største weekend i USA. DreamWorks' Shrek den Tredje åbnede med hele 121,6 mio. dollars i 2007 og står som den største amerikanske åbning for en animeret film nogensinde.

Zootropolis er aktuel i biografen.