Superfredag #30

Ugens nyheder i superheltenes verden
Billede
(© Captain America: Civil War/Walt Disney Pictures)

- I kølvandet på 20th Century Fox' succes med den R ratede Deadpool har Los Angeles Times spurgt Walt Disneys direktør, Bob Iger, om han agter at producere Marvel-film med den høje censur. Svaret hertil er et klokkeklart nej. Altså ingen hyper-voldelige kampe og bandeord i kommende Captain America-film.

- Variety kan berette, at Suicide Squad får en efterfølger, og at instruktøren David Ayer er tilbage i dirigentrollen. Filmen skal optages i 2017.

- Christian Bale har fortalt til Yahoo Movies, at han ikke er helt tilfreds med sin præstation som Batman i The Dark Knight-trilogien.

- Produceren Charles Roven har afsløret over for Entertainment Weekly, at superhelten Green Lantern formentlig først optræder i Justice League - Part 2, der får premiere i 2019.

- Tidlige estimater anslår, at Batman v Superman: Dawn of Justice får en amerikansk åbningsweekend i omegnen af 140 mio. dollars, når filmen får premiere den sidste uge i marts. Hvis det sker, placerer den sig sammen med film som 'Deadpool' og The Dark Knight, men en del under fx The Avengers.

- Stakkels Jena Malone. Skuespilleren er ifølge Entertainment Weekly blevet klippet ud af 'Batman v Superman: Dawn of Justice'. Filmen, der holder en spilletid på 151 minutter, har åbenbart ikke fundet plads til hendes formodede karakter, Barbara Gordon. Til gengæld optræder hun i den forlængede udgave til hjemmebiografen.


- Der er kommet et nyt klip fra 'Batman v Superman', hvor de to titelkarakterer for alvor går til stålet.


- Apropos den kommende superheltedyst medvirker Ben Affleck i en spøg, hvor han overrasker besøgende på Warner Bros. Studios Tour i Los Angeles.