Oversete favoritfilm #26: Mary Shelley's Frankenstein

Denne oversete favoritfilm er valgt og leveret af Michael Lillegaard Larsen.

"It's alive!"

Utallige gange har vi hørt den replik i ligeså utallige film om videnskabsmanden Victor Frankenstein og hans monster. I 1994 kom Mary Shelley's Frankenstein, og i den var det Shakespeare-stjernen Kenneth Branagh, der sagde de berømte ord, og han var også filmens instruktør. Der var tale om en slags bror-film til Bram Stoker's Dracula (1992), som Francis Ford Coppola lavede. Han ville oprindeligt instruere Frankenstein, men fungerede i stedet som producent.

Der opstod eftersigende uenigheder mellem Coppola og Branagh om det færdige resultat, men Branagh fik sin vilje. Bag manuskriptet er blandt andet Frank Darabont, der er kendt for sine vellykkede Stephen King-filmatiseringer The Shawshank Redemption (1994), The Green Mile (1999) og The Mist (2007).

Mary Shelleys Frankenstein blev ikke den store succes og fik ikke rokket ved det populære image af Frankensteins uhyre - nemlig Boris Karloff i James Whales klassiker Frankenstein (1931). Selveste Robert de Niro var uhyret i Branaghs version og er nærmest ugenkendelig med hjælp af det groteske, Oscar-nominerende makeup. Der er ikke noget med bolte på halsen eller et firkantet hoved.

Denne film er mere tro til idéen med Frankensteins monster fra romanen. Et væsen, der var stykket sammen med dele fra døde mennesker. Et anatomisk mareridt med følelser som smerte, vrede og hævntørst. De Niro gør det faktisk godt og formår også at skabe sympati trods de grusomme handlinger, han begår mod sin "far" og resten af Frankenstein-familien.

Branagh spiller Victor Frankenstein med den rette, intense energi. Andre i castet er den altid skønne Helena Bonham Carter, Ian Holm, Tom Hulce (Mozart fra Milos Formans Amadeus) og en overraskende seriøs John Cleese. Ligesom Branaghs Shakespeare-film (bl.a. Hamlet) er hans Frankenstein-film gjort med pomp og pragt og bevarer det dystre og gotiske atmosfære fra Shelleys roman. Alene scenen med uhyrets skabelse i Frankensteins laboratorium er forrygende at se, og Patrick Doyles musik gør det hele ekstra episk.

Mary Shelleys Frankenstein er nok mere et Shakespeare-agtigt melodrama om en mands utrolige kamp med at afskaffe døden end en total monsterfilm, men der er gode, brutale scener med uhyret. Det er den mest troværdige filmatisering blandt alle Frankenstein-film, dog med få ændringer.

Så med alverdens respekt for Karloff og Whale: Skub den gamle film pænt ind til siden og giv Kenneth Branaghs film en ærlig og fair chance.