Oscar-vinder i Justice League

Kommissær Gordon er fundet
Billede
(© Spider-Man/Sony Pictures)

Mens Batman v Superman: Dawn of Justice blot er et par uger fra premieren, melder The Hollywood Reporter om en prominent skuespiller, der er blevet hyret til efterfølgeren, Justice League.

J.K. Simmons skal spille rollen som politikommissær Jim Gordon, der er kendt fra Batmans univers, og som Gary Oldman portrætterede i Christopher Nolans Dark Knight-trilogi.

Simmons, der modtog en Oscar for sin præstation i musikdramaet Whiplash, har allerede erfaring med superheltefilm, efter han spillede Peter Parkers iltre chef, J. Jonah Jameson, i de tre oprindelige Spider-Man-film.

Optagelserne til 'Justice League' påbegyndes i næste måned, og Simmons kommer til at spille over for Jordens mægtigste superhelte: Batman (Ben Affleck), Superman (Henry Cavill), Wonder Woman (Gal Gadot), Aquaman (Jason Momoa), The Flash (Ezra Miller) og Cyborg (Ray Fisher).

Justice League får premiere den 16. november 2017.