Fra dæmondukke til mumiefilm

Tom Cruise får selskab af Annabelle
Billede
(© Annabelle/Warner Bros.)

Universal er i fuld gang med at opdatere deres klassiske monsterfilm, og den første bliver en ny version af The Mummy med Tom Cruise i hovedrollen. Nu får stjernen ifølge The Hollywood Reporter selskab af skuespillerinden Annabelle Wallis, der skal spille forsker i filmen.

Sofia Boutella, der spillede benløs lejemorder Kingsman: The Secret Service, er allerede på plads som den udødelige titelkarakter, mens Cruise har rollen som en soldat, der har til opgave at stoppe hende.

Annabelle Wallis spillede hovedrollen i gyseren Annabelle (sammentræf?), og i denne uge er hun premiereaktuel i komedien Grimsby over for Sacha Baron Cohen.

Universal forsøger desuden i bedste Marvel-stil at skabe et sammenhængende univers med forskellige monsterfilm, der fletter sammen i Avengers-lignende mash-ups. Vi er usikre på, om konceptet kan holde til, at både Dracula, Varulven, Mumien og Den usynlige mand optræder i én og samme film. Nå ja, den er for øvrigt lavet og hedder Hotel Transylvania.

The Mummy får premiere den 8. juni 2017.