Brugernes dom: Mustang

Anmeldelser fra #kinotur
Billede
(© CG Cinéma)

I dag har den franske film Mustang premiere.

Det Oscar-nominerede drama handler om fem forældreløse søskende, der bor hos deres onkel og bedstemor. De lever et normalt ungdomsliv med glæde og frihed, lige indtil en harmløs leg med en gruppe drenge vender op og ned på deres gode tilværelse.

Vi inviterede vores mest aktive brugere til en eksklusiv #kinotur for at se filmen to uger før premieren – her er et udsnit af deres dom.

Du kan læse alle anmeldelser på filmprofilen for Mustang.

Anne Kathrine:
Den er endt inde under huden på mig, og jeg har taget en masse tanker og overvejelser med efter at have set den.

Isabella Maria:
Både min ledsager og jeg blev blæst bagover af Mustang. Det er en coming-of-age film, hvor vi som publikum konstant ser det samme håb og lys for enden af tunnelen, som søskendeflokkens yngste Lale ser og kæmper sig imod.

Søren:
Tankevækkende og rørende. Gode skuespilpræstationer og selvom filmen berører et alvorligt emne, er der plads til den lune tone og humor. Tak til #kinotur for en film jeg nok ikke ville have valgt som 1. prioritet, men gerne vil anbefale til familie og venner.

Julie:
Skildringen af kontrasten mellem frihed og fængsel fremstår så stærk, at man selv gribes af frihedstrangen og husker dens nødvendighed. Hverdagsskildringerne er også meget fine og bidrager til at give et helt billede af den livsverden, pigerne befinder sig i. Tilmed er der tilføjet et gnist af humor, der giver filmen ekstra liv.

Anzu:
Instruktøren har skabt et fængsel, hvor der altid er et glimt af frihed, som langsomt bliver røvet væk.

Trine:
Mustang er en meget gribende og vedkommende film. Den skildrer på fineste vis det stærke bånd mellem fem søstre, der alle befinder sig mere eller mindre på tærsklen til voksenlivet.

Maria:
Normalt ser jeg ikke film, hvor jeg er tvunget til at læse underteksterne, men det gjorde ikke noget her, for filmen havde mig 100% fra start til slut. Man kan sagtens forstå, hvorfor den blev Oscar-nomineret.

Pando:
Mustang er en rørende film om den barske sandhed, som mange af os stadig glemmer, eksisterer. Jeg ville ønske, vi havde fået sat mere ord på Lale og hendes følelser omkring det, at se hendes søskende forsvinde ud af hendes liv. Dog var skuespillet så stærkt, at det kun er en mindre detalje.

Per Chr.:
Mustang var i år en af de stærke kandidater, som kæmpede om en Oscar for bedste ikke engelsksprogede film. Den kommer hertil uden den større omtale, og det er faktisk synd, for det er en lille perle af en Coming-of-age film, som fortjener at blive set af både unge og deres forældre – og gerne sammen.

Nils:
Mustang er hverken elendig eller uvæsentlig, den bringer bare ikke rigtig noget nyt til torvs, og så er den altså en lille smule kedelig.

Sabine:
Filmen om de fem tyrkiske søstre er filmet på en sanselig fin måde, der fangede – i hvert fald min – opmærksomhed hele filmen igennem.

Christina:
En interessant og skræmmende film om, hvordan det er at være en ung pige i et samfund bundet af traditioner og normer, og hvordan man kan ændre sin skæbne.

Segoy:
#kinotur og #Mustang tak for en god film, hvor jeg som kvinde følte et stort privilegium at være født i et årti i DK, hvor ”jeg” selv kan vælge den, jeg vil giftes med.

Ina:
Filmen portrætterer søskendekærlighed på smukkeste vis, og de her fem piger bærer virkelig filmen. De er stærke, kompromisløse, nysgerrige, og egentlig bare nogle typiske teenagepiger, der kæmper for at være dem selv i denne her konservative og traditionelle ramme, deres familie har skabt for dem.

Bo:
Filmen har et godt tempo, imponerende skuespil og et særdeles velproduceret soundtrack. Mustang er uden tvivl en af de mere velfortjente Oscar-nomineringer ved årets uddeling.

Jakob P.:
Jeg gik med til en omgang #kinotur og havde nul forventninger til den film, som vi skulle se, og jeg blev både imponeret og forfærdet på samme tid.

Louise:
Det er en skøn og barsk fortælling om livet i en tyrkisk familie med stolte traditioner og tvangsægteskaber.

Merete:
Mustang er en film om, hvordan et samfund fængsler kvinder, men viser også, hvordan disse piger, selv indenfor murene, ikke kan tæmmes.

Ann-Britt:
Selvom det er en stille film uden de store armbevægelser, kan jeg ubetinget anbefale den, bare man husker, at selvom den viser (d)en side af tilværelsen i et lille lukket samfund, så er det ikke den hele og ubetinget sandhed for hele landet.

Nanna Sophie:
Rørende film, som sætter tankerne i gang omkring, hvor godt vi egentlig har det i vores kultur med forholdsvis frie rammer.

Line:
Mustang er en fin lille perle, der handler om fem søstres kamp mod de patriarkalske rammer, der pludselig sættes  ned over deres ellers frie tilværelse.