Assassin's Creed 2 allerede planlagt

Overmod?
Billede
(© New Regency)

Selvom Assassin's Creed ikke engang har haft premiere, er en efterfølger allerede på tegnebrættet.

Ifølge The Tracking Board kommer hovedrolleindehaveren Michael Fassbender til at spille med i begge film som karakteren Callum Lynch. Til gengæld vides det ikke, om instruktøren bag den første film, Justin Kurzel, også orkestrerer efterfølgeren.

Selvsikkerheden er i det hele taget slående, når man tænker på, at computerspilfilmatiseringer ofte har det svært. Men visse elementer peger i retning af en succes.

Michael Fassbenders stjernestatus i Hollywood er stødt stigende, og samtidig har filmen fået flere stærke biroller tilknyttet med Marion Cotillard, Jeremy Irons og Brendan Gleeson som de mest signifikante.

Spilseriens mange kapitler er tilmed solgt i over 73 mio. eksemplarer. Kendskabet til 'Assassin's Creed' er ikke at kimse ad, og det kan betyde alfa omega for filmatiseringen.

Assassin's Creed får premiere den 5. januar 2017.