Afstemning: DreamWorks Animation

I anledning af Kung Fu Panda 3
Billede
(© Kung Fu Panda/Dreamworks)

Hvis Pixar er det mest opfindsomme animationshus i Hollywood, er DreamWorks et godt bud på den mere flabede dreng i klassen.

Popkulturelle referencer og action-sekvenser, klippet som en Michael Bay-film, gjorde 'Shrek' til en nyskabende animationsfilm, og forinden havde DreamWorks Animation begået en dyster og fejende flot familiefilm i form af 'Prinsen af Egypten'.

I det hele taget kommer de vidt omkring. Når man har forsøgt at efterligne klassisk Disney med film, som Vejen til El Dorado, er det gået mindre godt, men når man har taget større chancer, har det ofte resulteret i store succeser.

Ikke mindst Kung Fu Panda og 'Sådan træner du din drage' kan ses som deciderede action- og adventurefilm, og det er måske her, at DreamWorks adskiller sig mest fra andre veletablerede animationshuse. 

 - DreamWorks blander sig ikke, når man udstyrer børn med økser og andre drabelige slagvåben, forklarede instruktøren Dean DeBlois meget rammende, da vi for et par år siden mødte ham i forbindelse med 'Sådan træner du din drage 2'.

Men selskabet er ikke kun action-mættede animationsfilm. DreamWorks har begået rene børnefilm (TurboHjem) og bevidst overgearede film som Madagascar-serien, der har sin gakkede stil til fælles med Ice Age-serien fra 20th Century Fox Animation.

Spørgsmålet er, hvad der er animationshusets største bedrift? Vi har kåret vores egen Top 5, og nedenfor kan du stemme på din favorit blandt alle spillefilm fra DreamWorks Animations.

Redaktionens Top 5: 
1. Shrek
2. Sådan træner du din drage 2
3. Prinsen af Egypten
4. Walter & Trofast
5. Kung Fu Panda