Alien: Covenant bliver uden Noomi Rapace

Prometheus-fortsættelsen ændrer kurs
Billede
(© Prometheus/20th Century Fox)

Ridley Scott har netop bekræftet overfor The Playlist, at Noomi Rapace ikke vender tilbage til Prometheus-fortsættelsen, Alien: Covenant.

Den svenske skuespillerinde skulle ellers være fortsat på en slags opdagelsesrejse til de såkaldte Engineers' planet i selskab med Michael Fassbenders karakter, androiden David. 

Den ide er nu blevet skrottet totalt, og nye skuespillere er på tale til at medvirke - deriblandt Katherine Waterston, der snart bliver et stort navn med Fantastiske skabninger... og hvor de findes.

Fassbender er dog stadig på rollelisten, da handlingen eftersigende kommer til at foregå 10 år efter 'Prometheus', hvor et helt nyt hold finder resterne af rumskibet og deriblandt David.

Scott har allerede medlt ud, at to yderligere fortsættelser vil udkomme, før de nye film indhenter handlingen i den oprindelige Alien fra 1979.

Optagelserne er planlagt til at starte senere på året i Australien, og Alien: Covenant forventes at få premiere til oktober 2017.