Jennifer Lawrence scorer Fidel Castro

Hunger Games-stjernen i autentisk drama
Billede
(© American Hustle/Columbia Pictures)

Selvom Jennifer Lawrence er biografaktuel i hele to film, Joy og Mockingjay - del 2, og har en håndfuld flere på vej, er der intet, der tyder på, at den flittige skuespillerinde skruer ned for tempoet.

Ifølge The Hollywood Reporter skal Lawrence spille den autentiske rolle som Marita Lorenz, der havde en affære med Cubas leder, Fidel Castro, i 1959.

Som blot 19-årig bliver hun gravid med den socialistiske diktator, men vælger at få foretaget en abort og flygte til USA. I Guds Eget Land bliver hun rekrutteret af CIA til at snigmyrde Castro - en plan der tydeligvis aldrig blev gennemført.

Marita Lorenz, der stadig er i live og har skrevet to selvbiografier, har i det hele taget haft en ret usædvanlig tilværelse. Udover Castro har hun haft en affære med en venezuelansk diktator, påstår hun har været involveret i mordet på John F. Kennedy og spioneret for FBI.

'Marita' har endnu ingen premieredato eller instruktør, men manuskriptforfatteren Eric Warren Singer, der arbejdede sammen med Lawrence på American Hustle, står bag et udkast til drejebogen for filmselskabet Sony Pictures.