Star Wars - Bedst til værst

Ja, de gamle er bedst!
Billede
(© Lucasfilm)

Om en uge får den syvende Star Wars-film premiere, og i den forbindelse starter en ny trilogi af Stjernekrigsfilm (inkl. en bunke spin-offs). I anledningen har vi rangeret de eksisterende film fra den værste til den bedste.

Men værst er måske så meget sagt, for niveauet, set over hele sagaen, er højt, og alle filmene ligger et sted fra 4 til 6 stjerner. Vi blev dog ikke overraskede over placeringen af den oprindelige trilogi.

Hvordan ser din rangerede liste over Star Wars-film ud?

Star Wars: Episode I - The Phantom Menace

6. Star Wars: Episode I - The Phantom Menace (1999)
Den mest udskældte Star Wars-film er også vores lavest placerede. Meget kan tilskrives Jar Jar Binks' Fedtmule-agtige adfærd, men gunganeren er ikke filmens eneste problem. Tonen, det vil sige kontrasten mellem det selvhøjtidelige og det fjollede, skyder ofte forbi målet, og man savner en karakter som Han Solo til at bløde stemningen op uden at falde i en bananskræl. Samtidig virker udfaldet af både slaget mellem droner og gunganere, samt Anakins flyvetur op til moderskibet hen imod slutningen, totalt baseret på tilfældigheder. Dog skal det nævnes, at Podracer-sekvensen er vældig flot iscenesat, og at lyssværdduellen mellem Darth Maul og de to Jedier er intet mindre end den mest imponerende i alle seks film.

Star Wars: Episode II - Attack of the Clones

5. Star Wars: Episode II - Attack of the Clones (2002)
Alle tre prequels har helt forfærdelige scener, der primært skyldes forældede effekter og mildest talt mangelfuld personinstruktion. Heldigvis er de nogenlunde begrænset til det midterste segment i 'Attack of the Clones', hvor romancen mellem Anakin og Padmé tager overhånd i kærlighedsklichéer og dårlig CGI. Plottet, der langsomt udfolder sig, næsten som et krimi-mysterie, er ellers ret spændende, og der er flere vellykkede kampscener undervejs. Højdepunktet tæller afsløringen af klonerne på Camino, Anakins dystre nedslagtning af sandfolk efter morens død samt den overraskende atletiske ninja-Yoda. Nogle kritiserede gladiator-kampen for ikke at høre til i Star Wars-universet, men faktisk er scenen spændende, velkonstrueret og leder hen til det flotte total-skud, hvor Jedi-ridderne tænder deres lyssværd for at hjælpe vores helte ud af kniben.

Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith

4. Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith (2005)
Nogle af de mest brutale scener i serien findes i denne tredje prequel, når Kejseren iværksætter "Order 66", der får klonerne til at angribe Jedi-ridderne, og ikke mindst når Anakin myrder børnene samt efterfølgende brændes levende på lavaplaneten Mustafar. Filmen balancerer mere end andre i serien på kanten af det teatralske, og især Ian McDiarmid har en fest som den gradvist mere maniske Palpatine. Åbningsscenen er fejende flot om end grænsende til det overlæssede, og man bliver næsten forpustet bare ved tanken om General Grievous og hans mekaniske arme, der roterer ikke mindre end fire lyssværd mod Obi-Wan Kenobi. More is more, men lidt af det subtile går tabt i effektjageriet.

Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi

3. Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi (1983)
Den sidste film i den oprindelige trilogi og forgængeren til 'The Force Awakens'. 'Return of the Jedi' kan klandres for at genbruge nogle af de elementer, der fungerede godt i de to tidligere kapitler (tilbagevenden til Tatooine, de små walkere som afløsere for AT-AT-kæmperne, den nye Dødsstjerne), og ewokerne tager kampen på Endor ned i børnehøjde, hvilket ikke klæder den ellers episke afslutning på sagaen. Netop opgøret mellem Luke Skywalker, Darth Vader og Kejseren er ellers et tilfredsstillende klimaks på serien samt filmens klare højdepunkt - både emotionelt og underholdningsmæssigt. Desuden kan redningsaktionen i Jabba the Hutts palads (hvis man ser bort fra en dårligt animeret ekstra sangscene i special edition-versionen) fremhæves som vanvittigt underholdende, især Lukes kamp mod den glubske Rancor.

Star Wars: Episode IV - A New Hope

2. Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
Da Star Wars åbnede i 1977, tabte alle næse og mund. Aldrig før havde man set noget lignende, og selvom effekterne mildest talt var banebrydende for sin tid, overskyggede de ikke historiefortællingen. Plottet er som taget ud af et klassisk eventyr med en ung helt, en ”troldmand” og en prinsesse i nød. Smugleren Han Solo vendte op og ned på tingene med sin kække charme, prinsessen viste sig selv at være yderst handlekraftig, og troldmanden var i virkeligheden en Jedi-mester. At nævne alle højdepunkterne ville være omsonst, men startscenen med den alenlange Star Destroyer, Lukes længselsfulde blik mod stjernerne på hjemplaneten, introduktionen af Solo i Mos Eisley (ja, Han skød først!), duellen mellem Darth Vader og Obi-Wan samt det nervepirrende angreb på Dødsstjernen er værd at fremhæve. Fortælletempoet er dog en smule forældet, og følelserne får først rigtig frit løb i efterfølgeren.

Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back

1. Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)
Vores favorit er måske ikke overraskende 'The Empire Strikes Back', der er blandt de bedste 2ere nogensinde. En mørkere og mere kompleks fortælling, der øgede tempoet fra den første film og igen satte nye standarder for datidens special effects. Se bare angrebet på oprørernes base på sneplaneten Hoth, hvor de små jægerfly forsøger at spænde ben for Imperiets massive angrebsfartøjer. Men ikke nok med det. Irvin Kershners personinstruktion er niveauer over George Lucas', og twistet i slutningen er intet mindre end legendarisk, ofte efterlignet og aldrig overgået. Læg dertil John Williams' majestætiske Imperial March-tema, introduktionen af Jedi-mesteren Yoda, nedfrysningen af Han Solosamt tilhørende replikudveksling ("I love You", "I know"), og du har den bedste Star Wars-film til dato. Abrams, du har noget at leve op til. 

Star Wars: The Force Awakens får premiere den 16. december.