Love: Porno, sexscener og provokation

Interview med instruktøren Gaspar Noé
Billede
(© UIP)

Argentineren Gaspar Noé, der laver film i Frankrig, besøgte Danmark i forbindelse med premieren på det erotiske drama Love.

Noé er kendt for kontroversielle film som Irréversible, der bl.a. indeholder en grufuld skildring af en voldtægt i en scene, der er omtrent 11 minutter lang.

'Love' er fortællingen om en mands tilbageblik på et altopslugende forhold til en kvinde. Det særlige ved 'Love' er de mange meget eksplicitte sexscener, der har resulteret i meget blandede reaktioner.

Vi har snakket med Noé om sex på film og at være afhængig af kærlighed.

©UIP

Hvorfor have så mange sexscenerne med?

Mange har spurgt om, hvordan sexscenerne blev lavet. Men det handler ikke så meget om, hvordan de er blevet lavet, men hvordan de føles. Jeg synes ikke 'Love' er en erotisk eller pornografisk film. Den har en langt mere sentimental og følelsesmæssig intention bag sig. Den skildrer, hvad kærlighed og passion er i sine bedste og værste øjeblikke. I afhængigheden af et andet menneske er den kropslige forbindelse essentiel. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg kunne lave en film med det emne uden at vise nøgne mennesker på en seng.

Hvorfor tror du, der er så mange, der er blevet provokeret af filmen?

'Love' er ikke provokerende i sig selv. Det er manglen på film som den, der får den til at virke provokerende. De mangler simpelthen. De fleste har oplevet lignende ting i deres liv, men de har ikke set det på det store lærred.

Er du overrasket over reaktionerne?

Sandheden er, at jeg nyder de dårlige anmeldelser lige så meget som de gode. Men jeg var overrasket over, hvor optagede de vestlige lande var af nøgenheden og visningen af sexscenerne. Som om der var noget amoralsk over det. Det skete slet ikke i Latinamerika og i østlige lande. Jeg tror, den vestlige verden er blevet mere konservativ.

©UIP

Du bruger dit eget navn til flere karakterer. Har du en personlig relation til historien, der fortælles?

Jeg gjorde det for at skabe en nærhed for mig selv til historien. I virkeligheden er det en joke. Jeg har brugt navne fra hele min familie. Hovedkarakteren hedder Murphy efter min mor, og han går rundt i mine t-shirts med plakater fra mine yndlingsfilm på væggene. På den måde kom jeg selv nærmere filmen, og det blev et langt mere personligt projekt.

Hvad er dit næste projekt?

Det ved jeg ikke endnu. Der er en film, jeg gerne vil lave, men jeg er bange for, at den er for mørk. Så vil jeg hellere lave en sød film først.

Love er aktuel i biografen.