Censur til The Hateful Eight

"Udpenslede splatterscener"
Billede
(© Scanbox)

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Quentin Tarantinos kommende film, The Hateful Eight, har fået tildelt en 15-års-censur af Medierådet.

Begrundelsen afviger dog fra Django Unchained, som instruktøren stod bag i 2012. Dengang var årsagen "udpenslet vold" og "kaskader af blod", men den nye western går tilsyneladende skridtet videre.

- Filmen har et overvejende roligt forløb. Den indeholder imidlertid en række meget brutale scener, i hvilke mennesker skydes, dolkes, hænges, kaster blod op og får hugget lemmer af. Drabene vises som blodigt udpenslede splatterscener, og de involverede fremstiles som afstumpede og upålidelige mennesker, skriver Medierådet i deres begrundelse.

De "udpenslede splatterscener" er naturligvis det mest iøjenfaldende, men på den anden side tager de fleste af Tarantinos film udgangspunkt i et voldeligt univers. Hans nye film er således langt fra at være en undtagelse.

Spilletiden forventes i øvrigt at blive 2 timer og 48 minutter.

The Hateful Eight får dansk biografpremiere den 7. januar.