James Bond: Værst til bedst - del 4

Alle 24 Agent 007-film rangeret: #9-5
Billede
(© MGM)

Vi nærmer os toppen. Den type Bond-film, der er fremragende underholdning på trods af fodfejl og diverse fjollede optrin.

Naturligvis er det stadig en subjektiv øvelse. Der hersker dog en vis konsensus om de bedste James Bond-film.

En klassisk bemærkning er, at "dem med Sean Connery er nu de bedste", eller også har de nyeste film i serien gjort det største indtryk.

Ingen forventer, at nogen er enige. Det er måske det bedste ved James Bond.

>>Se de næste film (nr. 4-1)

<<Se de foregående film (nr. 14-10)

The Man with the Golden Gun ©MGM

9. The Man with the Golden Gun (1974)
Roger Moores anden film som Agent 007 er den mindst spektakulære Bond-film siden From Russia with Love, og det taler til filmens fordel. Modsat forgængeren, Live and Let Die, er historien fokuseret, og man er aldrig i tvivl om, hvor Bond er på vej hen og hvorfor. Det kan lyde simpelt, men er det ikke. Allerede i åbningsscenen møder vi den fascinerende snigmorder, Scaramanga (med den altid dræbende guldkugle), og filmen starter og slutter dermed på samme lokation. Strukturen er en elegant ramme for handlingen, der tilmed har en behagelig fremdrift. Begivenhederne kulminerer, da Christopher Lee og Roger Moore sætter hinanden i stævne på førstnævntes private ø. Det psykologiske magtspil mellem agenten og hovedskurken er arketypisk Bond, og denne gang vækker det endda minder om Jonathan Harkers besøg på Draculas slot takket været Christopher Lees spidsfindige facon. Alt er selvfølgelig ikke lige velfungerende. 'The Man with the Golden Gun' er ikke overvældende på det niveau, som mange forventer af en Bond-film, og humoren er ikke ligefrem genial. Af uransagelige årsager vender den trættende Sheriff Pepper tilbage, og seriens fascination af asiatiske kampteknikker gør ikke Roger Moore nogen tjenester. Men for en gangs skyld er action-sekvenserne ikke det bedste kort i en Bond-film (selvom det berømte flyvehop med en roterende bil er imponerende). Det er det simple plot, og Christopher Lee (én af seriens bedste skurke), der placerer 'The Man with the Golden Gun' blandt de mest undervurderede film om agenten med licens til at dræbe.

From Russia with Love ©MGM

8. From Russia with Love (1963)
For nogen den ultimative Bond-film og for andre et aldeles ikonisk indslag i serien, der dog er blevet mindre overlegent med tiden. For det første er Sean Connery perfekt som James Bond, og Daniela Bianchi er en fin Bond-babe. Robert Shaw og Lotte Lenya (hende med kniven i skoen) er strålende håndlangere, imens action-scenerne er blandt seriens bedste. Den brutale slåskamp i en togkupé efterlignes stadig, den afsluttende bådjagt er forrygende, og der er tale om én af seriens mest suveræne øjeblikke, når Agent 007 jages af en helikopter. Har andre 'From Russia with Love' på deres personlige Top 3 over Bond-film, er det forståeligt. Den kan være et fristende alternativ til Goldfinger, når der skal peges på den bedste med Sean Connery. Jeg har dog et markant problem med filmens midterste tredjedel. Tempoet trækkes ud af historien - bl.a. til fordel for et langvarigt ophold i en sigøjnerlejr, der byder på en kædereaktion af vage optrin, hvad enten to kvinder kæmper om høvdingens gunst, eller lejren er under angreb. Flere af scenerne forhindrer 'From Russia with Love' i at være den helstøbte James Bond-film, som den ellers lægger op til at være.

GoldenEye ©MGM

7. GoldenEye (1995)
Efter den længste pause i filmseriens historie vågnede den britiske agent op til nye tider. Den nye M beskylder James Bond for at være mandschauvinistisk ("I think you're a sexist, misogynist dinosaur"), og Sean Bean fortsætter med at udstille 007’s svage punkter ("Do all those vodka martinis ever silence the screams of all the men you've killed?"). Pierce Brosnan modtager kritikken med sindsro og tilføjer sin karakter den overlegne elegance, som for ofte var fraværende i 1980erne. I det hele taget er karakterne et godt stykke over middel (altså hvis jeg ser bort fra Joe Don Bakers overflødige rolle). Judi Dench som M er et smart træk, og de øvrige kvindelige roller introduceres som en bærende del af plottet og ikke kun som en ny erobring for Bond. Særligt Izabella Scorupco yder intellektuel modstand, imens Famke Janssen er en forrygende fysisk modstander som den temmeligt opstemte Xenia Onatopp. 'GoldenEye' demonstrerer, hvor langt serien kan komme med gode karakterer og en velfungerende historie, og så har den tilmed en række gode, omend lidt glatte, action-sekvenser. Balancen kan formentlig tilskrives Martin Campbell, som på dette tidspunkt står for seriens største opjustering på instruktørniveau. Det er noget, der kan mærkes. 'GoldenEye' er en moderne actionfilm, der samtidig jonglerer med de bedste Bond-traditioner - uden at tabe dem på gulvet.

Thunderball ©MGM

6. Thunderball (1965)
Den fjerde Bond-film er blandt de mindst elskede med Sean Connery. Måske fordi 'Thunderball' er en markant tungere film med sine alenlange undervandsscener, der ikke ligefrem lefler for fans af hurtig action. En god del af oplevelsen afhænger nærmest af, hvor meget man sætter pris på minutiøs fragt af atomvåben på havets bund. Alle scener under vand er til gengæld fantastisk filmet (billederne af et synkende jagerfly er hele filmen værd) og inkluderer nogle af de bedste, og mest modbydelige, mand-til-mand kampe i hele serien. Oven vande går det også godt. Plottet er klassisk Bond, og det samme er skurken. Tag fx Emilio Largos (Adolfo Celi) ankomst til et hemmeligt SPECTRE-møde, hvor en række ikoniske skurke-elementer indrammes af en blæret, minimalistisk kulisse leveret af Ken Adam. Largo får generelt god hjælp af sine omgivelser. Alene er han lidt farveløs, men til gengæld er hans svømmepøl fyldt med hajer, og hans elskerinde, Domino (Claudine Auger), kan hamle op med de absolut bedste Bond-babes. Selvom historien er overraskende god, er det djævlen i deltaljen, der gør 'Thunderball' så fascinerende. Af de første to Bond-instruktører (den anden er Guy Hamiltion) er Terrence Young den mest tålmodige. Det sløver tempoet men øger intensiteten.

Spectre ©MGM

5. Spectre (2015)
Fra introen til filmens sidste scene oser 'Spectre' af selvtillid. Efter to film i træk har Sam Mendes fået et sikkert greb om nutidens Bond. Resultatet er en mindre anspændt tilgang til universet, og Daniel Craig får lov til at have det lidt sjovere efter tre film i træk som indebrændt agent. James Bond er skam stadig seriøs, men tonen er mere legende, og det samme gør sig gældende for action-delen, der stadig kan imponere i en Bond-film. Grundlæggende peger pilen i retning af mere klassisk Agent 007, men det er ikke overgjort, ligesom mængden af gadgets er øget uden at blive for meget. Skurken (Christoph Waltz) nærmer sig fordums megalomane tendenser, og så har vi fået den farverige superhåndlanger tilbage i form af Mr. Hinx (Dave Bautista). Underlægningsmusikken er desuden forrygende, og den længste Bond-film nogensinde (der står til at blive overgået i No Time to Die) føles som én af de korteste. Den enorme underholdningsværdi sker på bekostning af historiens udvikling, der er usædvanlig direkte. Bond vader gang på gang ind i løvens hule uden nogen tilsyneladende plan men får heldigvis hjælp af selvstændige kvinder og et plot, der på elegant vis forener handlingen med seriens tre forgående. 'Spectre' ofrer selvhøjtideligheden fra Skyfall til fordel for mere en rendyrket James Bond-film. Særligt rutinerede fans vil sætte pris på de talrige referencer til bagkataloget.

>>Se de næste film (nr. 4-1)

<<Se de foregående film (nr. 14-10)