Cookie- og Privatlivspolitik
James Bond: bedst til værst - del 2

James Bond: bedst til værst - del 2

Den gennemsnitlige mellemvare

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)

At rangere James Bond-film er en farlig selskabsleg.

Årsagerne til personlige favoritter er vidt forskellige, og sådan må det nu engang være, når serien har kørt siden 1962. [banner_here]

Nogens favorit er den første Bond-film de så i biografen, andre har en favorit, fordi det tilfældigvis var den, man havde på VHS osv., osv.

Personligt var ’The Living Daylights’ min første James Bond-film i biografen.

Filmen blev omgående min største oplevelse med agenten, men da jeg for nylig genså filmen (for første gang i 10-15 år), var indtrykket et andet. Omvendt var ’A View to a Kill’ langt bedre, end jeg huskede.

Octopussy
19. Octopussy (1983)
En Bond-film er sjældent bedre end sin skurk, og her formår seriens 13. indslag ikke at levere varen. Det er dog ikke kun Kamal Khan (Louis Jourdan), der lader meget tilbage at ønske. Det værste er Roger Moores pinlige Tarzan-øjeblik, der må kæmpe med Indiana Jones IV om filmhistoriens værste liansvingende scene. Og filmen stopper ikke her. Moore skal åbenbart også iføres et klovnekostume og en gorilladragt, før kabalen kan gå op. Filmens lavkomiske optrin virker særligt unødvendige, da ’Octopussy’ har en mere dyster grundstemning end de fleste af Roger Moores Bond-film. Der er ikke meget komik over den blodige klovn fra åbningsscenen, der vælter dødeligt såret igennem en glasdør med et Fabergé-æg i hånden, og scenerne bag jerntæppet er præget af en mørk, østeuropæisk stemning. James Bond fjoller til gengæld rundt i Indien, og udbyttet af den eksotiske lokation er en spildt mulighed, som aldrig siden er blevet genbesøgt. ’Octopussy’ er iscenesat af John Glen, der har instrueret James Bond flere gange end nogen anden. Hans stil er kendetegnet ved fortrinlig action, en imponerende fotografering og en uheldig bivirkning i form af mindre fokus på historiens udvikling. Resultatet er derefter. ’Octopussy’ er en ujævn og humørsvingende affære. Underholdningsværdien af filmens sidste fjerdedel er der til gengæld ingen, der kan tage fra den.

Quantum of Solace
18. Quantum of Solace (2008)
Forventningerne til Daniel Craigs anden omgang som James Bond var enorme. Casino Royale havde genstartet serien, og filmen fortsætter endda direkte, hvor forgængeren slap. De første 20-30 minutter går det godt. Faktisk går det forrygende godt fra en biljagt i bjergene i et afsindigt tempo til en Jason Bourne-inspireret jagt gennem Siena. Når man ser filmene i direkte forlængelse af hinanden, fungerer overgangen fra ’Casino Royale’ desuden upåklageligt, og ikke mindst Daniel Craigs hævntørst skinner igennem. Det går over stok og sten. Altså lige indtil filmen kører af sporet. Efter endnu en forfølgelsesscene (denne gang i speedbåde) introduceres en række usandsynlig vattede skurke, der ellers skulle tilhøre en af verdens største og ledeste forbrydersyndikater. Den snedige Dominic Greene (Mathieu Amalric) er ikke andet end en udspekuleret forretningsmand, og hans håndlangere er kedelige fyre med underligt pandehår. Kvinderne ser indrømmet fantastiske ud, men Olga Kurylenko og Gemma Arterton bliver aldrig mere end visuel staffage. (Det hjælper en smule, at sidstnævnte hedder Strawberry Fields, og at hun bliver genstand for fin intertekstuel reference til guldmalings-mordet fra Goldfinger.) Men som flere andre Bond-film kan ’Quantum of Solace’ ikke holde dampen oppe, og den mangler charmen fra nogle af de andre film til komme helskindet i mål. En ambitiøs operasekvens falder til jorden (endnu mere når man i mellemtiden har set operascenen fra Mission: Impossible 5), og slutningens eksploderende ørkenhotel er en fuser. Bonds eventyr ender som en kynisk omgang action med generiske skurke i militæruniformer, der hører hjemme i film med Steven Seagal på rollelisten. ’Quantum of Solace’ er flottere end de fleste film, men det er ikke nok til at være en god James Bond-film.

Tomorrow Never Dies
17. Tomorrow Never Dies (1997)
James Bond-filmene med Pierce Brosnan har en særlig svaghed for maskinpistoler, der affyres i ét væk uden at gøre den store skade. Det startede i GoldenEye, men går helt amok i Brosnans anden Bond-film, hvor det meste action inkluderer konstant affyrede automatvåben. Da kugleregnen åbenbart ikke bringer helten i livsfare, bliver det ensformigt, og ender med at gøre den sidste halvdel af ’Tomorrow Never Dies’ til en søvndyssende affære. Monotonien skyldes dog ikke kun mængden af skudsalver. Elliot Carver (Jonathan Pryce) er ganske vist en superskurk med storhedsmani, der dræber sine nærmeste med koldt blod, men filmen igennem fremstår han alligevel som en lidt latterlig karakter. Da han tilmed lades i stikken af et kedsommeligt klimaks, er det ikke meget at komme efter, for det er ikke nok at udstyre en uinteressant Bond-skurk med en spionbåd og et par typiske håndlangere, når filmserien for længst har vænnet publikum til noget større. Langt hen ad vejen klarer det 18. indslag i serien sig ellers fint. Alle Brosnans film som James Bond byder på imponerende åbningsscener, og selvom hans svageste findes i ’Tomorrow Never Dies’, er der stadig tale om en flot og underholdende luftkamp med 007 som jagerpilot. Filmens bedste scene er en forrygende biljagt i et parkeringshus, og klippet, hvor Pierce Brosnan med et begejstret ansigtsudtryk fjernstyrer sin BMW, hører blandt skuespillerens essentielle øjeblikke som den britiske agent. På godt og ondt er produktionen den mest glatte i serien. Det klassiske Bond-score har fået en tynd fernis af elektronisk musik, og iscenesættelsen af de begivenhedsrige scener er en smule mere pumpet end sædvanligt. ’Tomorrow Never Dies’ gør mange ting rigtigt, men det er begrænset, hvor langt man kan nå uden afvekslende action og et mindre imponerende persongalleri.


The Living Daylights
16. The Living Daylights (1987)
Da jeg genså ’The Living Daylights’ i umiddelbar forlængelse af ’A View to a Kill’ (Roger Moores sidste optræden som Agent 007), var det et mindre chok at se James Bond spurte efter en jeep i åbningsscenen. Karakteren havde nærmest ikke løbet i årevis men bevæget sig langsomt, dog yndefuldt, igennem en stribe action-scener uden at få sved på panden. Tiden var tydeligvis blevet en anden, og Timothy Dalton havde på alle måder fysikken til at skabe en ny stil og en ny James Bond. Desværre formåede man ikke at få seriens hidtidige charme overført til de nye omgivelser. Vores agent bliver stadig placeret i snerige bjerglandskaber, hvor han klarer skærene ved hjælp af en veludstyret Aston Martin, og blonde håndlangere angriber gladelig et palæ fyldt med MI6-agenter. Men filmen er sværere at skelne fra traditionelle actionfilm i 80erne, og ikke kun fordi den sidste tredjedel er stort set samme film som Rambo III. Måske fordi Bond er blevet mindre Bond. Hans dybe interesse i den ferske cellist Kara Milovy (Maryam d'Abo) er malplaceret, og det forværres af småpinlige scener, hvor Bond opfører sig som en nyforelsket teenager. Derefter trækkes Milovy gennem en række action-scener som overflødigt påhæng, imens Agent 007 dræber soldater på stribe, og bruger lidt længere tid på to intetsigende hovedskurke (spillet af Joe Don Baker og Jeroen Krabbé). Hele molevitten er sådan ganske almindeligt for genren, og her ligger problemet. ’The Living Daylights’ fungerer i flere passager, særligt den afsluttende flyscene kan i dag hamle op med Jason Bourne og Ethan Hunts bedrifter, men når Bond-stemningen mangler, er der kun en stort anlagt actionfilm tilbage.

A View to a Kill
15. A View to a Kill (1985)
Roger Moore var 57 år og alt for gammel til rollen. Filmverdenens svar på Don Juan ligner en pensionist i smoking, og med en oppustet spilletid på 131 minutter kan’ A View to a Kill’ være et udmattende bekendtskab. Når det er sagt, er der meget at holde af. Her mener jeg naturligvis ikke seriens værste Bond-babe i form af den Barbie-lignende Stacey Sutton (Tanya Roberts), en halvdoven skiorienteret åbningssekvens, eller det pinlige øjeblik hvor en stuntdukke ryger gennem taget på en flodbåd i Paris. James Bond bør holde sig for god til nemme løsninger, men for det meste er der tale om et traditionelt og fejende flot indslag, der trækker veksler på seriens klassiske dyder. Særligt den første time er velfungerende. Scenen fra Eiffeltårnet er en strålende kombination af international finesse og imponerende stunts, og besøget på Max Zorins (Christopher Walken) overdådig franske palads, Château de Chantilly, har samme struktur som Sean Connerys legendariske besøg hos Auric Goldfinger. I det hele taget er ’A View to a Kill’ udstyret med en luksuriøs fotografering, der måske kun er overgået af Skyfall. Og så er der skurkene. For første gang i lang tid byder en Bond-film på en interessant og ligefrem manisk skurk takket været Christopher Walkens excentriske karakter, der endda har en meget sjov plan om at oversvømme Silicon Valley. Desuden oplever Agent 007 tiltrængt modstand fra det modsatte køn i form af den noget specielle May Day (Grace Jones). Selvom Bond stadig føles forkert på amerikansk grund, er der også en fin brandbilsjagt i San Francisco (der må have inspireret en lignende scene i Terminator 3), og det er den slags Bond-film, hvor superskurken har et luftskib som sit foretrukne fartøj. Det er vældig dumt, underholdende og det føles først og fremmest som James Bond.

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Henrik Vinther

Tror jeg har skrevet mere end rigeligt i kommentarerne til Del 1 om hvorfor Quantum of Solace for mig hører til i toppen og ikke nær bunden, så vil nøjes med at henvise til dem :D

I stedet kan jeg da begynde at konstruere min liste, som jeg kan se andre har gjort. Her er bund 10 (23-14):

23. Die another Day
22. Diamonds are Forever
21. The Man with the Golden Gun
20. A View to a Kill
19. You Only Live Twice
18. Octopussy
17. Live and let Die
16. Moonraker
15. Skyfall
14. Tomorrow Never Dies

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Antaeus

Min fortsatte liste fra sidste tråd. Jeg har rykket A View To A Kill til en bedre plads da jeg synes den har rigtig mange gode elementer og er underholdende. Octopussy er bedre end til at skulle nævnes i denne tråd, men jeg er enig i at skurken er en af de svageste.

23. License to kill
22. Quantum of solace
21. The world is not enough
20. Skyfall
19. Die another day
18. Tomorrow never dies
17. Diamonds are forever
16. Dr. no
15. Live and let die
14. A view to a kill

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Wayne

Octopussy - jeg er faktisk pænt enig i det meste, og dog er der mange gode elementer i den alligevel.

A View to a Kill og Quantum of Solace hører til blandt de dårligste i serien, og skal placeres i bunden - ikke i midten.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Nikolaj

Octopussy, The living daylights og Tommorow never dies er for mig de bedste blandt dem. Hvis jeg skulle vælge en ville det helt sikkert være The living daylights, selvom Timothy Dalton floppede(Hvilket måske er lidt groft at sige) Så gjorde han og filmen et rigtigt godt arbejde i den her.

A view to a kill og Quantom of solace er begge film, som jeg ikke bryder mig om. A view to a kill bliver nærmest ufrilig komisk. Quantom of solace har action, men så er det det.

Om der er nogle Bond film, der er decideret dårlig ved jeg ikke, men ud fra mit synspunkt, så er der nogle, der har et noget lavt niveau, i forhold til andre Bondfilm.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Johnuser/380510

The Living Daylight. En stor del af filmen foregår i Afghanistan hvor Bond slår sig sammen med Mujaheddin-bevægelsen. En ting der set i bagklogskabets klare lys nok ikke var så heldig.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Jacob

Min første biograf oplevelse med James Bond var 'Tomorrow Never Dies', og jeg vil nok altid et eller andet sted se Pierce Brosnan som agent 007, men der findes helt sikkert bedre film end med ham.

Stem op!
2
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Niclas Dalby

Hvor er det dog forfærdeligt jeg kun ser frem til én af disse: M:I 6

47 minutter siden
Jacob

Personligt ser jeg frem til en biografi, men taget i betragtning af hvad hans efterkommere har ment om Peter Jacksons behandling af bøgerne, så gad

9 timer siden
Dinnertrader
lol

Damn det lyder elitist, men jeg må give dig ret. Det er nok årets mest meningsløse film.

17 timer siden
Anders

Det som DC gør i øjeblikket er at filmatisere de tegnefilm de har haft lavet de sidste par år med stor succes, og håber spillefilmene kan blive kæm

17 timer siden
Anders

Du skal ellers glæde dig, fordi historien bag er meget spændende.

18 timer siden

Aktive debatter