Guide - Efterårsferiens film 2015

Overblik over biografernes tilbud
Billede
(© UIP)

Vanen tro byder biograferne på et rigt udvalg af film i skolernes efterårsferie, så for at du kan få et bedre overblik, guider vi dig igennem udbuddet i ferien.

Vi præsenterer blot et udvalg af de film, der går i biografen. Nogle af filmene har allerede haft premiere, og du kan se de komplette lister i vores oversigter over aktuelle film og kommende film.

Klik på titlen for at læse mere, se trailer eller bestille billetter.

Far til fires vilde ferie

Familiefilm
Naturligvis byder ferien på flere film for hele familien. Far til fires vilde ferie er den anden film med nyt skuespillerhold. Far bliver anklaget for indbrud i et luksussommerhus, så Lille Per og Onkel Anders forsøger at rense hans navn. Filmen han ses af alle ligesom animationsfilmen Hotel Transylvania 2, der byder på nye eventyr med monsterfamilien. Er man til flere animerede film, kan både Inderst inde, Peter Pedal: På eventyr i junglen og Minions stadig ses.

For de lidt større børn, som er til fx Harry Potter, kan Pan anbefales. Eventyrfilmen er en forhistorie til den klassiske fortælling om Peter Pan, og man kan bl.a. opleve Hugh Jackman som ond pirat.

Praktikanten

Komedie
Robert De Niro og Anne Hathaway bliver umage kolleger i Praktikanten, hvor førstnævnte i en fremskreden alder kommer i praktik i et stort, moderne modefirma. I den grovere afdeling finder man Klovn Forever, hvor Casper rejser til USA for at starte en ny tilværelse, hvilket Frank selvfølgelig ikke kan acceptere. Tilsvarende grænseoverskridende humor er Amy Schumer eksponent for i Trainwreck, mens fodboldlandsholdets sejr ved EM i 1992 behandles både morsomt og rørende i Sommeren '92.

Me and Earl and the Dying Girl

Drama
Den prisvindende 45 år handler om et ældre ægtepar, der modtager et brev, som potentielt set kan vende op og ned på deres ellers solide tilværelse. Me and Earl and the Dying Girl balancerer mellem det sjove og det alvorlige, når Sundance-vinderen behandler temaet om en kræftsyg teenagepige og hendes to, akavede venner. Endelig har gangsterfilmen Black Mass Johnny Depp i hovedrollen som en hensynsløs forbryderboss, der samtidig bliver informant for FBI.

Hele to premiereaktuelle film foregår i højderne, når Joseph Gordon-Levitt går på line mellem de to World Trade Center-skyskrabere i The Walk, og et hold bjergbestigere stiler efter toppen af verdens højeste bjerg i Everest. Aktuel er også Krigen, der er blevet udvalgt til den danske kandidat til en Oscar-nominering.

The Martian

Science fiction og gys
I The Martian strander Matt Damon på Mars og må finde en måde at overleve på, mens hans føde slipper op med hastige skridt. Crimson Peak hører til i den gotiske gysergenre med en god portion romantik, når Mia Wasikowska og Tom Hiddleston flytter ind i et palæ fyldt med spøgelser.

Er man til science fiction i den ungdomsorienterede afdeling, kan man stadig se Maze Runner: Infernoet, hvor Thomas og Co., efter at være sluppet ud af Labyrinten, nu skal overleve i ødemarken.

Naturens uorden

Dokumentar
Komikeren, journalisten og spastikeren Jakob Nossell forsøger i Naturens uorden at forstå sin skæbne i en verden, der kunne have fravalgt ham. Den britiske soulsangerinde Amy Whinehouses alt for korte liv gennemgås i Amy, der er instrueret af BAFTA-vinderen Asif Kapadia. Endelig kan man få indblik i den svenske Hollywood-stjerne Ingrid Bergmans bemærkelsesværdige tilværelse i Jeg er Ingrid.

God fornøjelse i biografen!