"Nærmest menneskeligt umuligt at vende om"
David Breashears var den første amerikaner, der nåede toppen af Mount Everest to gange. Han har optaget talrige dokumentarfilm om verdens højeste bjerg, og han var til stede, da tragedien indtræf i 1996. En hændelse der fortælles i den premiereaktuelle Everest.
Den 10. maj ønskede den dengang 40-årige bjergbestiger sine venner en god tur, da de begav sig mod toppen i strålende vejr.
Senere kunne han se fjerne omrids af personer, der klatrede usædvanligt sent på dagen, hvorefter en pludselig og kraftig snestorm satte ind. Over natten døde otte mennesker på bjerget.
Breashears har været konsulent på Cliffhanger, Seven Years in Tibet og Everest, som han også er co-producer på. Vi mødte eksperten, da han mellemlandede i København på vej til filmfestival i Venedig.
På filmens plakat står der "Det farligste sted på Jorden". Hvorfor så overhovedet gå derop?
- Der burde faktisk stå: "Det farligste sted på Jorden, når du har en kombination af store ambitioner, store egoer og manglende erfaring." I stormen på Everest kunne de erfarne bjergbestigere ikke længere passe på deres klienter, og klienterne kunne ikke passe på dem selv. Og det er fatalt.
Breashears havde kendt mange af bjergbestigerne, siden han var 18, og de havde alle det samme mål. At udføre en ekstraordinær bedrift og stå op på toppen af Everest.
Spørgsmålet er dog stadig (for alle os der ikke har trang til at klatre på bjergsider) hvorfor nogle mennesker satte livet på spil, og tabte, når de havde talrige muligheder for at vende om.
- Alle bjergbestigere på Everest er en kombination af drømmere, purister og trofæjægere. Vi vil have noget til kaminhylden. Karakteren Doug (John Hawkes, red.) er i princippet en uskyldig drømmer. Men han vil også have praleretten til at sige, at han gjorde det. Når man investerer så meget i et projekt, og er nået så langt, er det nærmest menneskeligt umuligt at vende om. Det er en del af vores natur, lyder forklaringen fra en mand, der har besøgt bjerget mindst 14 gange.
- Det udstiller menneskets sårbarhed, skrøbelighed og utilstrækkeligheder, men også vores bedste side. At vi vil gennemføre noget uhyre udfordrende. Til trods for moderne bekvemmeligheder er du stadig nødt til at sætte den ene fod foran den anden, selvom du fryser og har det elendigt.
Den erfarne klatrer lærte skuespillerne, hvordan man taler og trækker vejret i otte kilometers højde, men hans største arbejde på filmen startede allerede i 2004, hvor han nåede toppen af Mount Everest sammen med et filmhold og en gruppe stand-ins fra Universal. Her lavede de optagelserne fra bjerget, der bruges i filmen. Stjerner, som Josh Brolin og Jake Gyllenhaal, nåede aldrig højere end ca. 4.900 meters højde, hvor en række scener blev optaget i 2014.
- Det er højst upraktisk at tage skuespillerne længere op i bjergene. Selv hvis filmstudiet gav tilladelse, ville det være meningsløst. Det er dyrt, og alene akklimatiseringen ville tage flere uger. Men vi filmede i Norditalien under den værste snestorm i 100 år. Hele området var aflukket pga. lavinefare. Det var hårdere end noget andet i forbindelse med filmen.
Hvordan var det at genoplive katastrofen på film - og hvordan har du det med at begivenheden omdannes til en form for underholdning?
- Da stormen sætter ind, var det som om, jeg var tilbage. Da jeg så nogle af karaktererne dø - som jeg selv var med til at finde ligene af senere - var det meget følelsesladet. Særligt deres sidste samtaler over satellittelefon med deres koner, som jeg jo også kender, fik tårerne frem.
- Men for at vende tilbage til dit spørgsmål. På grund af manuskriptet, skuespillernes dedikation og instruktørens respektfulde tilgang føles filmen aldrig udnyttende. I sidste ende er det en film om menneskelighed. Det er ikke en sentimental tåreperser. Den er ekstraordinær. Jeg følte virkelig, at jeg var tilbage på bjerget.
Everest er aktuel i biografen.