Fra Fast & Furious til Aquaman

Instruktøren er på plads
(© Aquaman og Batman forenes snart på det store lærred/DC Comics)

Superhelten Aquaman får sin egen film i 2018, og instruktøren bliver Hollywoods seneste wunderkind James Wan. Det skriver The Hollywood Reporter.

Kongen af Atlantis så dagens lys i 1941 og blev med tiden en af de grundlæggende kræfter bag Justice League, der som bekendt er DC Comics’ svar på The Avengers.

Vi skal dog ikke vente til 2018 med at se figuren på det store lærred, da han allerede næste år introduceres i Batman v Superman. I begge film skal den maritime helt spilles af Jason Momoa.

Med valget af James Wan signalerer Warner Bros., at der satses stort på solofilmen. Den kun 38-årige instruktør har netop stået bag Fast & Furious 7, der er blandt filmhistoriens mest indbringende film, han fornyede seriemordergenren med Saw og har skabt store gysersucceser i form af Insidious og The Conjuring.

Aquaman får dansk premiere den 26. juli 2018.