Peter Jacksons faste filmfotograf er død

Andrew Lesnie (1956-2015)
Billede
(© New Line Cinema)

En talsmand for den australske forening af filmfotografer har i dag meddelt, at Andrew Lesnie er død i en alder af 59. Formentlig af et hjerteanfald.

Du kender formentlig ikke Lesnie af navn, men du kender helt sikkert hans arbejde som Oscar-vindende filmfotograf på bl.a. Ringenes Herre- og Hobbitten-trilogien.  

Den australske filmskaber har skudt alle Peter Jacksons film siden 2001, men brød igennem med familiefilmene Babe (1995) og 'Babe: Pig in the City' (1998). Ifølge Jackson var det hans brug af baglys, sollys og i det hele taget naturligt lys i de to Babe-film, der sikrede ham opgaven på Tolkien-filmene.

Foruden samarbejdet med Jackson stod fotografen også bag The Last Airbender (2010) og Abernes planet: Oprindelsen (2011).

Lesnies sidste film blev Russell Crowes The Water Diviner, der får dansk premiere den 28. maj.