Force Majeure genindspilles i USA

Julia Louis-Dreyfus på tale til en rolle
Billede
(© Fox Searchlight Pictures)

Sidste års mest omtalte svenske film, Force Majeure, bliver genindspillet i USA med Julia Louis-Dreyfus som favorit til at påtage sig den ene hovedrolle.

The Hollywood Reporter skriver, at den tidligere Seinfeld-skuespillerinde lige nu er den eneste tilknyttede person på projektet. Det forventes, at hun, foruden at spille med, også skal producere og derfor får et afgørende valg i ansættelsen af instruktør og manuskriptforfattere.

Julia Louis-Dreyfus får efter al sandsynlighed rollen som Ebba, der tager med familien til Alperne for at stå på ski og tilbringe lidt kvalitetstid sammen. En dag rammer en lavine, og hendes mand flygter uden at tænke på kone og børn.

Lavinen viser sig at være ufarlig, men begivenheden sætter gang i et dramatisk efterspil for den lille familie.

Ruben Östlund instruerede den oprindelige film, der vandt 28 priser verden over og blev nomineret til en Golden Globe.

Genindspilningen af 'Force Majeure' er så tidligt i processen, at der endnu ikke er nogen premieredato.