Emma Watson er stadig Skønheden

Kappen skiftes ud med balkjolen
Billede
(© Warner Bros. / Walt Disney Pictures)

Det er nu bekræftet, at Emma Watson skal spille Belle i Disneys nye filmatisering af 'Skønheden og Udyret'.

Watson har tidligere været på tale til rollen i en filmatisering af Guillermo del Toro, men produktionen faldt igennem under den indledende planlægning af filmen. Nu ser det dog ud til, at hun får en chance til i samarbejde med Twilight-instruktøren Bill Condon.

En chance som hun, ifølge sin Facebook-profil, er meget glad for at have fået:

“It was such a big part of my growing up, it almost feels surreal that I'll get to dance to 'Be Our Guest' and sing 'Something There'. My six year old self is on the ceiling - heart bursting. Time to start some singing lessons. I can't wait for you to see it. Emma xx”

Kristen Stewart har tidligere været på tale til rollen, fordi hun arbejdede sammen med Bill Condon på de to sidste film i Twilight-serien, men nu er valget altså faldet på Emma Watson.

Watson er ikke ukendt med den magiske verden. Hun har igennem otte film (og 10 år) spillet den flittige Hermione Granger i Harry Potter-filmene. Om hun kan tage noget af denne erfaring med sig fra Hogwarts, vil tiden vise.

Én ting er sikkert - Emma Watson har skønhed nok til at spille skønheden. Udover at være en særdeles populær skuespiller, er hun også en eftertragtet model og har været ansigt for store mærker som Burberry og Lancôme.

Disney fortsætter således med live-action versioner af deres tegnefilmsklassikere. Indtil videre er det blevet til en filmatisering af både 'Tornerose' (Maleficent) og 'Alice i Eventyrland' (Alice in Wonderland), og i 2015 får 'Askepot' (Cinderella) premiere. I 2016 fortsætter tendensen med en ny version af Junglebogen.

Beauty and The Beast forventes at få premiere i 2016.