Chris Pratt er Cowboy Ninja Viking

Guardians-stjernen scorer gal actionrolle
Billede

'Cowboy Ninja Viking' siger dig højest sandsynligt intet, for den skøre og skæve tegneserie er ikke voldsomt kendt... endnu. Det ændrer sig nok ganske snart, når seriens filmatiseringen bliver en realitet med Chris Pratt i front.

Så meget har Pratt i hvert fald selv afsløret via sin Twitter-konto

Historien drejer sig om en enhed af toptrænede hemmelige agenter med personlighedsspaltning. Agenterne kaldes for "trillinger", fordi de hver især er tre forskellige personer med tre forskellige ekspertiser. 

Af uvisse årsager går enheden i opløsning, og de mentalt splittede dræbermaskiner spredes for alle vinde. Hver og én ender som lejemordere, på nær den kombinerede cowboy, ninja og viking Duncan.

Duncan hyres nemlig til at finde og eliminere de afhoppede agenter. Herfra er der lagt op til en omgang Bourne-agtig skizo-action, øjensynligt med et tykt lag humor.

Umiddelbart lyder det som et virkelig tosset projekt, men netop med Pratt i front kunne det godt fungere. Han var også frontmand i et andet "tosset" filmprojekt, Guardians of the Galaxy, og den endte med at blive et ret stort hit.

Manus til filmen er senest gennemskrevet af Craig Mazin, så hvis du synes de to sidste Hangover-film og Scary Movie 3 og 4 var vildt fede, så er det gode nyheder. Ellers er det ikke.

Det er dog alt for tidligt at drage konklusioner, for 'Cowboy Ninja Viking' har ikke engang en instruktør tilknyttet endnu. Ikke desto mindre lyder det som et interessant projekt, der umiddelbart fortjener at blive holdt øje med.