10 anbefalinger til CPH:DOX 14

Dokumentarfilmfestivalen er gået i luften 
Billede
(© Praxis Films)

Dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX 14 startede igår i København. Det betyder, at adskillige biografer og andre alternative steder sætter fokus på dokumentaren som genre, og åbner dørene op for årets udbud af dokumentarfilm.

CPH:DOX har gennem det sidste år udplukket de bedste dokumentarer fra hele verden, og over 200 film er blevet udvalgt til dette års program. Det lyder måske som lidt af en stor mundfuld.

Redaktionen har derfor valgt at anbefale 10 dokumentarfilm, som vi mener er must see på dette års festival.

Læs mere om filmene og køb billetter ved at klikke på overskriften. Du kan også få overblik over festivalforestillinger og bestille billetter.

Citizenfour
Edward Snowden har i den grad været i mediernes søgelys, siden han afslørede NSA’s massive aflytning og overvågning. Dokumentaren fortæller historien om den kontroversielle whistleblower og er fortalt af manden selv. Filmen er den sidste i instruktøren Laura Poitras’ trilogi om amerikansk politik efter d. 11. september og giver et indblik i den nervepirrende proces, som var forbundet med afsløringen, der blev en politisk skandale.

Little People Big Dreams
Højt oppe i Kinas bjerge findes forlystelsesparken Dwarf’s Empire, hvor der kun bor dværge. Her har de besøgende mulighed for at se dansende og leende dværge, der bor i et landskab, der minder om ”The Land of Munchkins”, som Dorothy besøger i The Wizard of Oz. Filmen sætter fokus på den usædvanlige forlystelsespark og dens mange indbyggere, der har delte holdninger om stedet.

Beyond Clueless
Hvordan beskriver man bedst, hvordan livet er for en teenager? 'Beyond Clueless' har på en humoristisk måde forsøgt at besvare dette spørgsmål. Instruktøren Charlie Lyne har udvalgt filmklip fra de bedste og værste teenage-film fra 90erne og giver sit bud på, hvordan livet udgør sig for en teenager. Filmens fortæller er 90ernes teenage-idol Fairuza Balck, og soundtracket står Summer Camp for.

Beyond the Brick: A LEGO Brickumentary
Oscar-vinderen Daniel Junge står bag denne dokumentar, som fortæller historien om legetøjet Lego, der startede i Billund i 1930, hvor Ole Christiansen fik en fantastisk idé. Dokumentaren er en hyldest til det kreative legetøj. 

The Postman’s White Nights
I den russiske ødemark er Lyokha de lokales forbindelse til verdenen. Han er postbud og sejler rundt i sin båd, hvorfra han deler breve ud til de lokale drukkenbolte og til sin gamle flamme Irina. Filmen lover en smuk visuel oplevelse, og det er Andrej Tarkovskijs komponist Eduard Artemyev, der står for den elektroniske score. Filmen vandt Sølvløven på årets filmfestival i Venedig.

I kælderen
Østrigerne og deres forhold til kældre har været en del i medierne takket være Fritzl-sagen. I denne dokumentar vil du igen blive overrasket, når du ser, hvad andre mennesker bruger de underjordiske rum til i Østrig. Nogle bruger dem til opbevaring af eksotiske kæledyr, våben, S&M-ritualer og nazi-nostalgi. Vær klar på at gå på opdagelse i de usædvanlige kældre.

The Salt of the Earth
Den anerkendte filmskaber Wim Wenders er klar med endnu en dokumentar, hvor han følger den brasilianske fotograf Sebastiao Salgado, der rejser til den kolde Nordpol og den frodige regnskov for at få det perfekte billede. Instruktøren har tidligere stået bag den Oscar-nomineret dokumentar Pina, hvor han hyldede den tyske koreograf Pina Bausch.

Love Is All: 100 Years of Love & Courtship
Hører man til de mennesker, der fortaber sig i romantiske øjeblikke i film, er man kommet til det rette sted. Dokumentaren består udelukkende af filmklip af romantiske højdepunkter fra filmhistorien, som er samlet i en flot collage. Filmen akkompagneres af et score af den britiske sanger Richard Hawley.

Bronx Obama
Den arbejdsløse familiefar Loui Ortiz vælger en dag at barbere sit fuldskæg væk, hvillet bliver en øjenåbner for ham. Det går op for den arbejdsløse mand, at han fuldstændig ligner USA’s præsident Barack Obama. Loui Ortiz vælger at udleve den amerikanske drøm, og starter en karriere som look-alike.

Web Junkie
I Kina findes der over 400 afvænningslejre for internetafhængige teenagere. Kina er det første land i verden, hvor netafhængighed er en anerkendt sygdom. Dokumentaren sætter fokus på disse lejre, som ligner kaserner, og hvor disciplinen er benhård.

CPH:DOX 14 foregår fra den 6. til den 16. november.