Bliver Spider-Man genstartet igen i The Sinister Six?

- og er Venom-filmen død?
Billede

Mens vi i går kunne berette om et muligt samarbejde mellem Marvel Studios og Sony Pictures, er der nu endnu flere superhelterygter fra sidstnævnte filmselskab. Spider-Man skal igen rebootes.

Devin Faraci fra Badass Digest har udtalelser fra unavngivne kilder hos Sony, der afslører, at Spider-Man slutter sig til sine modstandere i filmen 'The Sinister Six'.

- Sony vil genstarte Spider-Man blødt med 'The Sinister Six' med en ny skuespiller som Spidey, der arbejder side om side med sine fjender, i stil med The Dirty Dozen, for at udrydde en endnu større trussel. Sony kommer til at sætte Spider-Man på hylden i fire-fem år, mens de forsøger at give sidekaraktererne deres egne franchises.

Samtidig lyder rygtet, at filmen om en af de mest kendte antihelte i Spider-Man-universet, Venom, er taget af produktionsplanen.

Faraci konkluderer, at rygterne tyder på, at Sony er godt og grundigt i tvivl om, hvor de vil hen med deres dyrebare edderkoppemand.

Hvis man efterhånden er forvirret over de mange kommende superhelteprojekter baseret på Marvels tegneserier, er her et kort oprids:

Sony Pictures udsender et par Spider-Man-film mere med Andrew Garfield. The Amazing Spider-Man 3 er dog allerede blevet udskudt pga. 'The Sinister Six'.

Marvel Studios fortsætter deres film om folk som Iron Man, Captain America og Guardians of the Galaxy, og hvis rygterne er sande, vil Spider-Man dukke op i en kommende Avengers-film.

Det tredje filmselskab bag Marvel-filmatiseringerne, 20th Century Fox, udvikler videre på deres film om X-Men, Fantastic Four og senest Deadpool.

The Sinister Six får dansk premiere den 10. november 2016.