Feature: At vokse op i dansk film - 1970erne

Samfundsproblemer og røde halstørklæder
Billede
(© Panorama Film A/S)

Dansk film har en stolt tradition for historier om opvækst og ungdom. Seneste skud på stammen er 'Kapgang', der får premiere på torsdag.

I den forbindelse har vi kigget nærmere på film om at vokse op - årti efter årti. Vi starter i 1970erne:

Det var ikke, fordi der ikke tidligere havde været forsøgt at lave film om at vokse op i Danmark, men det var 1970erne, der virkelig satte ungdommen på filmlandkortet.

’Ang.: Lone’ fra 1970 indledte den bølge af realistiske, nærmest dokumentariske ungdomsfilm, der fortsatte med en række antiautoritære fi lm som ’La’ os være’ (1975) og ’Måske ku’ vi’ (1976).

Herefter kom nogle af dansk ungdomsfilms mest toneangivende instruktører på banen. Nils Malmros fandt inspiration i den franske instruktør François Truffaut og debuterede med ’Lars Ole, 5c’ i 1973, men det var ’Drenge’, der i 1977 gav en hidtil uset troværdig skildring af en knægts ungdomsliv i tre forskellige perioder.

Vil du se min smukke navle?

Søren Kragh-Jacobsen debuterede med ’Vil du se min smukke navle?’ (1978), som foregår i naturen fri for voksne autoriteter og seriøst skildrer følelserne hos den mest sensitive aldersgruppe.

’Mig og Charly’ fra samme år blev Morten Arnfreds første af tre ungdomsfi lm, og den skildrede unges spirende seksualitet - et tema der skulle blive ret almindeligt i eftertidens ungdomsfi lm.

Årtiet blev sluttet af med ’Johnny Larsen’ (1979), der viste samfundets problemer gennem øjnene på unge Johnny, der iført rødt halstørklæde forsøgte at fi nde sin plads i livet. En række film med det til fælles at skildre de svære år fra barn til voksen, der satte sit præg på genren de følgende årtier.

Kendetegn: Oprør mod autoriteterne og samfundet set fra de unges perspektiv.
Vigtigste film: Drenge, Vil du se min smukke navle?, Mig og CharlyJohnny Larsen

I morgen fortsætter vi i opvækstens tegn og ser nærmere på 1980erne.

Kapgang får premiere den 28. august - besøg filmprofilen og brug buzz-o-meteret.