J.K. Rowling skriver ny historie om 34-årige Harry Potter

Sådan går det med Potter og vennerne
Billede
(© Warner Bros.)

For syv år siden udkom bogen 'Harry Potter og Dødsregalierne', som havde en kortfattet epilog om, hvad der skete med de elskede karakterer efter begivenhederne i de syv bøger. Nu har forfatteren J.K. Rowling skrevet en kort historie, der uddyber denne epilog.

Hvis man ikke har læst bogen eller set filmen, skal man stoppe med at læse lige nu, men er man nysgerrig for at finde du af, hvad der efterfølgende skete med Harry, Ron, Hermione og de andre karakterer, er her et kort resume af Rowlings fortælling.

Historien er udgivet via forummet Pottermore, og man skal være registreret medlem for at læse den fulde fortælling, der er skrevet som en artikel af journalisten Rita Skeeter i hendes sædvanlige spidse stil.

Her er hovedpointerne:

- Genforeningen foregår ved verdensmesterskabet i Quidditch.

- Harry har fået et par grå hår i hovedet og et nyt ar på sit højre kindben, men bærer stadig sine runde briller. Han arbejder som Auror på tophemmelige missioner.

- Ginny er sportsreporter for The Daily Prothet.

- Harry og Victor Krum er stadig venner, og Krum spiller for det bulgarske Quidditch-hold, der deltager ved verdensmesterskabet.

- Ron arbejdede et par år for Ministeriet for Magi, men efterlod det for at køre det succesrige Weasleys Wizard Wheezes med sin bror George.

- Hvad de andre Weasley’er angår, så arbejder Charlie som dragetæmmer, Bill er stadig gift med Fleur, og Percy er leder for den magiske transportafdeling.

- Hermione er blevet leder af Ministeriet for Magis politidivision.

- Neville Longbottom er blevet lærer på Hogwarts, hvor han underviser i botanik. Han er gift med Hannah Abbott, som forsøger at blive ledende sygeplejerske på troldmandsskolen.

- Lune Lovegood har giftet sig med Rolf Scamander (barnebarn til Newt Scamander, som er hovedperson i de kommende spin-off-film 'Fantastic Beasts and Where to Find Them'). De har to sønner.

- Teddy Lupin, Harrys 16-årige gudsøn, er lidt af en vildbasse og har et godt øje til Bill og Fleurs datter, Vicorie.

Der kommer ifølge Rowling ikke flere Harry Potter-bøger, men det gør heller ikke noget. Så længe hun giver en opdatering på de kære karakterer engang imellem, er det også fint.

Fantastic Beasts and Where to Find Them får premiere den 17. november 2016.