Horror Avengers

Universal vil samle alle deres klassiske monstre
Billede
(© Universal Pictures)

Universal Studios står bag langt de fleste af de monsterfilm, som vi i dag kalder klassikere. Nu vil studiet genoplive monstrene, rapporterer Deadline.

Idéen er at genskabe Frankenstein og hans brud, Dracula, Mumien, Operafantomet, Wolf Man, Creature Of The Black Lagoon, Den usynlige mand etc. i ét fælles univers.

Måske kan de endda mødes i en fællesfilm til sidst, ligesom Marvel har gjort med deres superhelte i The Avengers?

Det er manuskriptforfatterne Alex Kurtzman (De to første Transformers-film og de to nye Star Trek-film) og Chris Morgan (The Fast and The Furious 3-7), som skal holde styr på alle de gyselige væsner.

Det er endnu uvist, om de skal skrive manuskripter, producere eller noget helt tredje, men de er begyndt at holde møder med Hollywoods talenter for at tilknytte folk til det storstilede projekt.

Universal har gjort nogle enkeltstående forsøg på at genfortolke gyserikonerne, som fx i Van Helsing (2004), The Wolfman (2010) og den kommende Dracula Untold (9. oktober 2014). Men nu sætter de for alvor kræfter ind på at generobre tronen som gysets mestre.

Vil det gavne monstrene at blive genoplivet med en stor, fælles indsats, eller skal man lade klassikerne være i fred?