Godt nyt til 8-bit fans!

Første billede fra arkadespilskomedien 'Pixels'
Billede
(© Columbia Pictures)

'Pixels' er en ny komedie om 80ernes computerspil, og her er det første billede fra filmen.

Rumvæsner opfanger en dag videosignaler fra gamle 8-bit computerspil, og mistolker det som en krigserklæring fra Jorden. De angriber New York med levende udgaver af spilfigurer som Pac-Man, Space Invaders og Donkey Kong.

Nu er det op til en TV-reparatør, en konspirationsteoretiker og en forbryder at stoppe invasionen. Engang var de nemlig kongerne af arkadespillene og kaldte sig The Arcaders.

De tre nørder spilles af Adam Sandler, Josh Gad (Frost) og Peter Dinklage (X-Men: Days of Future Past).

- Det er lidt en hyldest til Ghostbusters og alle de fede Amblin film fra 80erne. Ikke kun de film jeg var involveret i som The Goonies og Gremlins, men også de film jeg elskede dengang som Back to the Future, fortæller instruktøren Chris Columbus til Entertainment Weekly.

Sci-fi-komedien kan måske bane vej for den kommende filmatisering af det klassiske 8-bit-spil Space Invaders.

Pixels får premiere den 14. maj 2015.

PS: Vi er især glade for Dinklages fantastiske svenskerhår!

Pixels