Computerspillet 'Space Invaders' filmatiseres

...og nej, det er ikke en joke
Billede
(© Taito Corporation)

Warner Bros. har købt rettighederne til det 36 år gamle computerspil 'Space Invaders' og har allerede skudt produktionen i gang.

Nu er filmatiseringer af computerspil jo ikke noget nyt, men til trods for at computerspil-til-film-film sjældent klarer det særligt godt, fortsætter Hollywood ufortrødent jagten på det spil, der vil passe perfekt som film.

Du kender nok 'Space Invaders' og derfor ved du også, at spillet ene og alene går ud på, at du styrer et rumskib i bunden af skærmen, hvis opgave det er at skyde rumvæsner i stykker, inden de når frem til dig.

Som sådan satser 'Space Invaders' på hysterisk ensformig action viklet ind i en stort set ikke-eksisterende historie. Med andre ord, den perfekte sommerblockbuster. 

Det mest sandsynlige er, at Warner Bros. har tænkt sig at bygge en historie op, der har lidt mere indhold og som udvider spillets smalle univers og baner vejen for noget rum-smadder.

Det mest usandsynlige (men umiddelbart mere underholdende) er, at Warner Bros. filmatiserer filmens univers 1:1. I så fald ville vi i hvert se frem til scenen, hvor helten opdager, at hans rumskib kun kan flyve sidelæns og kun indenfor en strækning af cirka 100 meter. 

Indtil videre er der en håndfuld producenter tilknyttet projektet, såsom Akiva Goldsman (Constantine, I Am Legend) og Joby Harold (Edge of Tomorrow).

Filmen venter ikke overraskende stadig på en premieredato.