Set-besøg på 'Mænd & høns'

Hvad handler 'Blinkende lygter's arvtager om?
Billede
(© M&M Productions)

Anders Thomas Jensen filmer lige nu en ny film i samarbejde med M&M Productions og FilmFyn. I denne anledning tog kino.dk på set-besøg til den lille nordfynske by Kappendrup udenfor Otterup.

Filmens titel er 'Mænd & høns', men hvad handler den om?

Vi ved, det er en sort komedie i stil med instruktørens tidligere film, Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler, og at den handler om to brødre, der mister deres far og i den forbindelse finder ud af, at han slet ikke var deres rigtige far. Brødrene stammer åbenbart fra en lillebitte ø, hvor de tager til for at undersøge deres herkomst.

Yderligere detaljer er en tæt bevaret hemmelighed. Men gårsdagens møde med instruktøren og filmens skuespillere, Mads Mikkelsen, David Dencik, Søren Malling, Nikolaj Lie Kaas og Nicolas Bro, bragte spor frem i lyset.

Hvor foregår filmen?
Det første vi så, da vi kørte ind i den lille nordfynske by, var en hovedgade i forfald. Vinduerne var dækket af træplader og aviser. Græs groede i tagrenderne, og presenninger dækkede tagene, mens rustne olietønder og vandvarmere stod forladte på fortovet.

En mand stod på ladet af en trailer, der langsomt kørte ned ad vejen, mens han spredte skidt og møg ud over asfalten med en skovl.

Normalt ser Kappendrup ikke så forsømt og forladt ud. Det er en del af filmens mystiske og tidløse univers, som er stykket sammen af optagelser fra hele Fyn og også fra et sted i Potsdam samt et studie på Sjælland.

Til pressemødet bag forsamlingshuset forklarede produceren Kim Magnusson, at øen ikke er et konkret sted. Det er bare et sted i Danmark. Mads Mikkelsen påpegede, at den eneste gang der faktisk bliver nævnt et konkret sted i Anders Thomas' film, er Skodsborg i 'Blinkende Lygter'.

Mænd og høns

Hvem spiller hvad?
Mads Mikkelsen forklarede desuden sin karakters forhold til sin bror, spillet af David Dencik.

- Jeg kan RIGTIG godt lide min bror. Det står måske lidt sværere til den anden vej. Og det er der meget gode grunde til, udtalte Mikkelsen.

Det blev også afsløret, hvad Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling og Nicholas Bro spiller i filmen: De er også brødre, som bor sammen i et hus på øen.

Kirsten Lehfeldt spiller Ole Thestrups søster, og Bodil Jørgensen spiller hans datter. "Øens rødhårede familie" kaldte Mads Mikkelsen dem med et smil.

Alle filmens karakterer er nogle skæve eksistenser, og ifølge Søren Malling er Ole Thestrup "den normale faktor" i filmen, selvom han spiller, som han plejer.

Det absurde univers
Nicholas Bro fortalte, at der er skruet endnu mere op for det sorte og absurde i 'Mænd og høns'.

- Det der gør Anders Thomas anderledes, er hans lyst til at skabe et univers og kortlægge en fantasi, som er hans egen. Det synes jeg, han gør endnu mere denne gang.

Nikolaj Lie Kaas uddybede, at handlingen bliver mere kompliceret end i Anders Thomas' tidligere film.

- Det er ikke ligesom fem forbrydere, der finder en million og stikker af. Det er ikke så klart i spyttet denne gang, for der er sket det, at Anders Thomas er blevet voksen.

Noget tyder på, at religion bliver et af filmens temaer. David Dencik mente i hvert fald, at de to hovedrollers bibelske navne Gabriel og Elias er en henvisning til spørgsmålet om Guds eksistens.

- Det bibelske tema er ikke lige så stærkt som i ’Adams æbler’, men det er der. En flirt med noget religiøst.

Denciks sidste udmelding fik hans medspillere til at fnise, og således endte pressemødet i opløftet ånd, får vi skulle se Kirsten Lehfeldt indspille en scene bag rattet i en stor brun skrammelkasse af en bil.

Den endelige scene og resten af absurditeterne får vi at se, når Mænd & høns får premiere den 5. februar 2015. Vi glæder os!

Bliver ’Mænd & høns’ det nye sort, eller er det en syg høne, der har lagt den film? Sagt på en anden måde: Glæder du dig?