Øh... hvad? Gal/genial teaser til 'Birdman'

Michael Keatons genfødsel?
Billede
(© New Regency Pictures)

Michael Keaton ser ud til at være i topform i denne mættede teaser til Alejandro González Iñárritus næste film 'Birdman'.

I teaseren er det svært at vide helt præcist, hvad det er filmen er ude på, men måske netop derfor er den opsigtsvækkende.

Officielt handler 'Birdman' dog om en falleret skuespiller, der engang var kendt for at spille superhelten Birdman. Mange år senere forsøger han at stable et skuespil på benene på Broadway, hvilket sætter hele hans kaotiske liv på spidsen.  

Hovedrollen spilles af gode, gamle Michael Keaton. Han bør kunne identificere sig lidt med sin karakter, da han for 25 år siden spillede rollen som Batman i Tim Burtons to superheltefilm.

Mexicanske Iñárritu er ikke verdens mest produktive instruktør (dette bliver hans første spillefilm siden 2010), men han ér en af de mest spændende. Det har han bevist med film som Amores perros, 21 Grams og Babel.

Af samme årsag er det ikke helt dumt at glæde sig til at se, hvad han finder på med denne besynderlige historie og skuespillere som Michael Keaton, Edward Norton, Emma Stone, Naomi Watts, Zach Galifianakis og Amy Ryan på rollelisten.

Er det den liflige duft af Oscar-buzz, der allerede er begyndt at brede sig?

Birdman får dansk premiere den 22. januar 2015.