Birgitte Hjort Sørensen med i 'Pitch Perfect 2'

Acapella-komedie får dansk islæt
Billede
(© Brownstone Productions / SF Film)

Birgitte Hjort Sørensen skal spille med i 'Pitch Perfect 2'. Det bekræfter Lindberg Management overfor kino.dk.

Pitch Perfect fik i 2012 masser af rosende ord med på vejen for sin skarpe humor og gode præstationer af skuespillerne. Filmen handler om eleverne på et college, der indbyrdes konkurrerer om at være den bedste acapellagruppe (sanggruppe uden instrumenter).

Den kommende 2'er bygger naturligvis videre på denne præmis og kan nu altså tilføje et pænt, dansk ansigt til rollelisten. Hjort Sørensens rolle bliver efter sigende som medlemmet af en konkurrerende gruppe af udenlandske studerende, der udfordrer filmens hovedroller.

I den forbindelse kan det også oplyses, at både Anna Kendrick, Rebel Wilson, Brittany Snow, Skylar Astin og Adam DeVine vender tilbage i deres roller fra originalen. Omgivelserne er dog blevet skiftet ud, så handlingen foregår på et universitet.

Filmen instrueres af skuespilleren Elizabeth Banks, der får sin spillefilmsdebut som instruktør med 'Pitch Perfect 2'. Filmen har endnu ingen premiere dato.