X-Men-filmene - bedst til værst

Seks superheltefilm rangeret
Billede
(© 20th Century Fox)

Fra 1800-tallets oprindelseshistorie over 1960ernes politiske slagsmål til fremtidens mutantbekæmpelse.

X-Men-filmene spænder vidt og bredt, og hvor fokus i nogle af filmene er på hele gruppen af superhelte, har den mest elskede af dem alle, Wolverine, fået to solooptrædener.

I forbindelse med premieren på den syvende (!) film i serien, X-Men: Days of Future Past, hylder vi superhelteserien ved at rangere de seks foregående værker fra værst til bedst.

Er du enig i vores placering? Stem på din favorit og skriv din mening i kommentarfeltet forneden.

6. X-Men Origins: Wolverine (2009)
Wolverine-karakteren er så populær, at han sagtens kan bære en film alene. Så problemet for dette første ene-eventyr for Hugh Jackman var nok især, at instruktøren Gavin Hood inkluderede alt for mange andre mutanter og mistede sit fokus i processen. Oprindelseshistorien lykkes bedst i scenerne mellem Wolverine og Sabretooth, og det kunne man sagtens have bygget en hel film op omkring.

X-Men Origins: Wolverine

5. X-Men: The Last Stand (2006)
Brett Ratner overtog instruktørstolen fra Bryan Singer til den tredje X-Men-film, men han mistede den "menneskelige" historie til fordel for effektjageri. Flot er det, når Magneto flytter Golden Gate-broen, og der er flere overraskelser undervejs, men i forhold til sine forgængere føles 'The Last Stand' som en tam afslutning på en trilogi.

X-Men: The Last Stand

4. The Wolverine (2013)
Heltens anden solofilm er samtidig den direkte forgænger til 'Days of Future Past' (se bare slutningen af filmen). 'The Wolverine' tog et af de mest anerkendte tegneserieplot og kogte det ned til seriens mest fokuserede kapitel. Ninjaer, sølvsamuarier og en drabelig kamp midt i filmen mellem sværd og kløer hjælper ligeledes på underholdningsværdien.

The Wolverine

3. X-Men: First Class (2011)
Selv uden Hugh Jackmans Wolverine i en hovedrolle formåede X-Men-serien at levere. Matthew Vaughns prequel satte i stedet kulissen for venskabet og den senere uenighed mellem Professor X og Magneto, og med 1960erne som baggrundstæppe var parallellerne til Martin Luther King Jr. og Malcolm X umulige at tage fejl af.

X-Men: First Class

2. X-Men (2000)
Ikke siden Tim Burton genstartede Batman-myten i 1989 var en superheltehistorie blevet taget så seriøst - og med så stor succes. Bryan Singers 'X-Men' banede vejen for den moderne superheltefilm med 'Spider-Man', The Dark Knight-trilogien og 'The Avengers' som direkte efterkommere, og dens balance mellem action, rappe replikker og spændende karakterer er ramt helt perfekt. Universet føles dog mindre helstøbt end den endnu bedre toer.

X-Men

1. X2: X-Men United (2003)
Selvom 'X-Men' (2000) har betydet mere for superheltegenren, er efterfølgeren en bedre film. Den udfolder de oprindelige karakterer, præsenterer et par nye (deriblandt den forrygende Nightcrawler) og sætter racespørgsmålet på spidsen gennem William Strykers mutantudrensende skurk. Alt i alt er det mere af det gode fra etteren uden nogen af svaghederne.

X2

X-Men: Days of Future Past er aktuel i biografen.