Top 10 - Roman Polanski

Instruktørens bedste værker
Billede
(© R.P. Productions)

I dag er der premiere på den nye film af Roman Polanski, når Venus i pels gør klar til at indtage landets biografsale. Dramaet er den Oscar-vindende, kontroversielle, polskfødte instruktørs 20. spillefilm. Vi hylder 80-årige Polanski med en top 10 over hans værker (ikke inkluderet 'Venus i pels').

Du kan selv stemme på din favorit forneden.
 
10. The Tenant (1976)

Polanski spiller selv hovedrollen i den absurd-komiske fortælling om en mand, der bor til leje i Paris, og hans mystiske, uhyggelige naboer. Stemningen i den syrede film er i højsædet, men 'The Tenant' er den svageste i Polanskis såkaldte "Lejlighedstrilogi".
 
9. Frantic (1988)
Hitchcock-inspireret thriller med Harrison Ford som en turist, hvis kone bliver kidnappet i Paris. Filmen byder på højt tempo og gribende intensitet samt natklubbesøg og en nervepirrende tur hen over byens tage.

The Ghost Writer

8. The Ghost Writer (2010)
Polanski kan godt lide Hitchcock, og den britiske mesterinstruktør er også inspirationskilde til den snedigt udfoldende thriller med Ewan McGregor som spøgelsesforfatter for den tidligere premierminister, spillet af Pierce Brosnan.

7. Kniven i vandet (1962)
Debutfilmen handler om et ungt par på en sejlbåd, der samler en fremmed mand op. Instruktøren viser for første gang sin fornemmelse for underspillet spænding (og erotik) i en historie, der udvikler sig en katastrofal retning for det uheldige trekøver. Polanski - og Polen - blev for første gang Oscar-nomineret for filmen, der ofte anses som en af de bedste debuter i filmhistorien. Vi er ikke uenige.
 
6. The Pianist (2002)
Anden Verdenskrigs-dramaet indbragte Polanski og hovedrollen Adrien Brody hver en Oscar. At instruktøren selv oplevede krigen fra sin værste side, bidrager kun til at gøre den rørende film mere vedkommende.
 
5. The Fearless Vampire Killers (1967)
Dracula-myten vendes på hoved i denne (u)hyggelige parodi på vampyrfilmgenren, der er både utroligt flot filmet og en smule fjollet. Polanski spiller selv den ene hovedrolle over for bl.a. sin daværende hustru, Sharon Tate, og en veloplagt Ferdy Mayne som Grev von Krolock.
 
4. Bitter Moon (1992)
Seksualitetens mangefacetterede verden udforskes i det erotiske drama, der på bedste Polanski-manér ikke går på kompromis - og ikke fordømmer sine karakterer trods deres nogle gange uforståelige handlinger.

Chinatown

3. Chinatown (1974)
Neo-noir-klassikeren lever højt på Jack Nicholsons coolness og havde i øvrigt en overraskende slutning, der er gået over i filmhistorien. 'Chinatown', der handler om korruption og fælt ækle rigmænd, er stilfuldt instrueret og snedigt skruet sammen.
 
2. Repulsion (1965)
Psykologisk gyser, der er så fremragende, at den slår selv 'Chinatown'. Catherine Deneuve er en manicurist, der bliver hjemsøgt af egne, indre dæmoner gestaltet i mareridtsagtige, klaustrofobiske scenarier i en lejlighed i London. Filmen er en åndelig forgænger til 'Rosemary's Baby' og den første i "Lejlighedstrilogien".

Rosemary's Baby

1. Rosemary's Baby (1968)
En af gysergenrens bedste eksempler på, at der ikke behøver vælte chokeffekter ud i hovedet på publikum for at frembringe en skræmmende oplevelse. Roman Polanskis bedste film undersøger på sublim vis det okkulte og kryber ind under huden for at blive der - for evigt. Det er paranoia blandet med gemen ondskab i en cocktail, der gør filmen til etter på vores liste.
 
Sådan gjorde vi: Redaktionen nominerede i fællesskab de relevante film til afstemningen. Hver især lavede deres personlige top 10-liste, som i sidste ende resulterede i kino.dk’s endelige top 10.