Gravity-instruktør tilbage til Harry Potter?

Alfonso Cuarón på tale til 'Fantastic Beasts and Where to Find Them'
Billede
(© Warner Bros.)

Warner Bros. er på vej med endnu en film fra Harry Potter-universet, og indtil 'Fantastic Beasts and Where to Find Them' lander i biografen, vil der svirre rygter i en strid strøm. Her er det nyeste.

Ifølge Empire bejles der pt. til Oscar-vinderen og Gravity-instruktøren Alfonso Cuarón som tovholder på den første af de tre planlagte prequel spin-offs.

Cuarón har allerede vist sit værd overfor filmselskabet og millioner af J.K. Rowling-fans, da han i 2004 instruerede den første modne Potter-film - den mørke Harry Potter and the Prisoner of Azkaban.

Om den ombejlede instruktør vælger at vende tilbage, nu hvor han er en af Hollywoods gyldne drenge, bliver spændende. Ideen er bestemt ikke dårlig!

Fantastic Beasts and Where to Find Them får dansk premiere den 17. november 2016.