10 ting du skal vide om 'Godzilla'

En gammel øgle, der har oplevet lidt af hvert
Billede
(© Godzilla vs. Megaguirus/Toho Studio)

Godzilla har premiere i dag. Som opvarmning får I her en bunke nyttige, og også nogle knap så nyttige, facts om kæmpeøglen og dens mange film.

1. Godzillas første film var den japanske Gojira fra 1954.

2. Den nye ’Godzilla’ bliver den 30. film om Monstrenes Konge. Det japanske studie Toho står for 28 af de forrige filmatiseringer, og en enkelt anden amerikansk udgave udkom i 1998.

3. Godzillas japanske navn Gojira er en sammentrækning af ordene gorira og kujira, som betyder gorilla og hval.

Godzilla 1954

4. Idéen om den muterede øgle udsprang af den japanske frygt efter det amerikanske atombombeangreb på Japan i 1945 og de efterfølgende prøvesprængninger i Stillehavet. En del af Godzillas originale design var, at dens huds tekstur skulle ligne sårene på atombombernes ofre.

5. Godzilla blev i den oprindelig film skabt af radioaktiv stråling efter atomsprængningerne og er selv radioaktiv. Han har bl.a. "atom-ånde", som er en slags laserstråle, han skyder ud af munden.

6. Godzilla har været oppe at slås med en hel del andre sære væsner, fx King Kong, en robot-Godzilla, kæmpehummeren Ebirah og Space Godzilla, som kom til Jorden på en meteor. Godzillas ærkefjende kan siges at være Mothra, et gigantisk møl, som dino-monsteret har kæmpet mod i hele syv film.

 

7. Alle monstre i de japanske Godzilla-film er spillet af stuntmænd i dragter frem for computergrafik - også i den nyeste fra 2004.

Godzilla suit

8. Det originale brøl blev lavet ved, at lyddesigneren strøg en læderhandske dyppet i harpiks ned af strengene på en kontrabas. Der er blevet designet et nyt brøl til den nye 'Godzilla', som er inspireret af det originale monsters lyd: et skrig efterfulgt af en dyb rumlen. 

9. Godzilla har en unge, der er halvt så stor som ham, som kaldes Minilla eller Godzilla Junior. Vi vil ikke lyve: Han er ret nuttet.

 

10. I 1978 fik Godzilla sin egen amerikanske, animerede TV-serie, hvor han var helten. Når den amerikanske flåde var i fare fra søuhyrer og des lige, kunne de tilkalde Godzilla og hans sidekick Godzooki. Se intro-sekvensen her.

 

Bonusfact: I den nye 'Godzilla' spiller Aaron Taylor-Johnson og Elizabeth Olsen mand og kone. Til næste år spiller de sammen igen, men som bror og søster med superkræfter i Avengers 2: Age of Ultron.