Star Wars VII-skuespillere afsløret!

Gamle og nye skuespillere samlet i England til forberedelser
Billede
(© Disney Pictures)

John Boyega, Daisy Ridley, Adam Driver, Oscar Isaac, Andy Serkis, Domhnall Gleeson, Max von Sydow, Harrison Ford, Carrie Fisher, Mark Hamill, Anthony Daniels, Peter Mayhew og Kenny Baker er klar til 'Star Wars: Episode VII'!

Nyheden er netop blevet offentliggjort via Disney og Lucasfilm. 

Ovenstående billede fra starwars.com viser instruktør J.J. Abrams omgivet af alle skuespillerne, der netop nu er samlet i England under forberedelserne til de kommende filmoptagelser.

I en pressemeddelelse udtaler Abrams:

- Vi er så glade for endelig at kunne afsløre rollelisten til 'Star Wars: Episode VII'. Det er både spændende og surrealistisk at se de elskede, originale skuespillere og disse brillante nye skuespillere samlet for at bringe denne verden til live endnu engang. Vi begynder optagelserne om et par uger, og alle gør deres bedste for at gøre fansene stolte.

John Boyega er mest kendt for sin rolle som bandeleder i Attack the Block. Daisy Ridley har aldrig spillet med i en spillefilm før. Adam Driver kender de fleste nok stadig bedst for hans rolle i TV-serien 'Girls'. Oscar Isaac er nok mest kendt for sin hovedrolle i den Oscar-nominerede Inside Llewyn Davis.

Andy Serkis er verdens førende skuespiller inden for såkaldt "motion capture". Han er kendt for at have spillet Gollum i Ringenes Herre-filmene og Hobbitten-filmene samt King Kong, og så har han hovedrollen som Caesar i de nye Abernes Planet-film. Han skal derfor efter al sandsynlighed spille en computeranimeret karakter. 

Domhnall Gleeson er relativt ukendt, men har senest haft en hovedrolle i den romantiske komedie About Time. Gode, gamle Max von Sydow er kendt for alt fra Ingmar Bergmans 'Det Syvende Segl' til Steven Spielbergs Minority Report

Offentliggørelsen indeholdt ingen information om hvem, der skal spille hvad. Det vides dog med sikkerhed, at Adam Driver skal spille hovedskurken - en Darth Vader-agtig type. Derudover vil Oscar Isaac være lidt ligesom Han Solo, og John Boyega skal spille en jedi.

Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill skal naturligvis spille henholdvis Han Solo, Prinsesse Leia og Luke Skywalker, nøjagtigt som for 30 år siden. 

Derudover vender Anthony Daniels tilbage som C-3PO, Peter Mayhew vender tilbage som Chewbacca og Kenny Baker vender tilbage som R2-D2. 

'Star Wars: Episode VII' kommer til at foregå 30 efter 'Return of the Jedi', men derudover holdes detaljerne om handlingen top-hemmeligt.

Star Wars: Episode VII får premiere den 17. december 2015.