Scorsese skriver åbent brev til sin datter

"Pas på din kreative gnist"
Billede
(© Red Granite Pictures)

Martin Scorsese har i dag premiere på The Wolf of Wall Street i Danmark. Det er også dagen, hvor han har offentliggjort et åbent brev til sin datter Francesca, der handler om fremtiden for film.

Som sådan er der helt sikkert meget, Francesca Scorsese kan lære af sin papas vise ord, men det kan vi andre også.

Det ville være helt naturligt, hvis den 71-årige Scorsese så dystert på fremtiden og higede tilbage til "dengang man kunne lave rigtige film", men det gør han bare ikke. I stedet har Scorsese et meget lyst syn på filmverdenenes fremtid og anerkender, at han egentlig ikke aner, hvordan den vil udvikle sig. 

Han ved bare, at den ikke vil se ud, som den har gjort. Det bliver hele tiden lettere og billigere at producere film, og måden vi ser dem på, er også under radikal forandring. Hvad der derimod ikke ændrer sig, og aldrig vil gøre det, er filmkunstnerens kreative gnist, og det er den Marty vil råde sin datter (og alle os andre) til at beskytte.

Brevet blev udgivet på den italienske hjemmeside L'Espresso, og du kan læse det hele her:

Kæreste Francesca.

Jeg skriver dette brev til dig om fremtiden. Jeg kigger på det gennem min verdens objektiv. Gennem ​filmkunstens objektiv, som har været i centrum for den verden.

I de sidste par år har jeg indset, at ideen om filmkunsten, som jeg voksede op med, som findes i de film, jeg har vist dig, da du var barn, og som blomstrede, da jeg begyndte at lave film, er på vej mod en afslutning. Jeg tænker ikke på de film, der allerede er lavet. Jeg mener, dem der vil blive lavet fra nu af.

Jeg er ikke fortvivlet. Jeg skriver ikke disse ord som et nederlag. Tværtimod tror jeg, at fremtiden er lys.

Vi har altid vidst, at filmkunsten var en industri, og at kunsten kun fik lov at eksistere, fordi den kunne tjene penge. Ingen af ​​os, der startede i 60'erne og 70'erne havde nogen illusioner på denne front. Vi vidste, at vi ville komme til at arbejde hårdt for at beskytte det, vi elskede. Vi vidste også, at vi måske ville blive nødt til at gå igennem nogle hårde perioder. Og jeg formoder, at vi på en måde indså, at vi måske stod over for en tid, hvor hvert besværligt eller uforudsigeligt element i filmproduktionens proces ville blive minimeret, måske endda elimineret. Den mest uforudsigelige element i alle? Filmkunsten. Og de mennesker, der skaber den.

Jeg ønsker ikke at gentage, hvad der er blevet sagt og skrevet af så mange andre før mig, om alle ændringer i filmindustrien, og jeg opmuntres af undtagelserne til den generelle tendens i filmbranchen - Wes Anderson, Richard Linklater, David Fincher, Alexander Payne, Coen-brødrene, James Gray og Paul Thomas Anderson formår alle at få skabt film, og Paul fik ikke kun 'The Master' produceret på 70mm, han fik den endda vist på den måde i et par byer. Enhver, der bekymrer sig om filmkunst, bør være taknemmelige.

Og jeg bevæge også af de kunstnere, der fortsætter med at skabe film over hele verden: i Frankrig, i Sydkorea, i England, i Japan, i Afrika. Det bliver sværere hele tiden, men de gør det alligevel.

Men jeg tror ikke, jeg er pessimistisk, når jeg siger, at filmkunsten og filmbranchen nu er ved en skillevej. Audiovisuel underholdning, og det vi kender som film - levende billeder udtænkt af personer - synes at være på vej i forskellige retninger. I fremtiden vil du sandsynligvis se mindre og mindre af, hvad vi anerkender som film i store biografkomplekser og mere og mere af det i mindre biografer, online, og, formoder jeg, i sammenhænge og omstændigheder, som jeg ikke kan forudsige.

Så hvorfor er fremtiden så lys? Fordi for allerførste gang i filmhistorien kan man virkelig skabe film for meget få penge. Det var uhørt, da jeg voksede op, og film skabt på ekstremt lave budgetter har altid været undtagelsen snarere end reglen. Nu er det omvendt. Du kan få smukke billeder med overkommelige kameraer. Du kan optage lyd. Du kan redigere og mikse og farvekorrigere derhjemme. Alt dette kan vi i dag.

Men med al den opmærksomhed på filmproduktionens værktøjer, og på de teknologiske fremskridt, der har ført til denne revolution inden for skabelsen af film, er der en vigtig ting at huske: Værktøjerne gør ikke filmen, du gør filmen. Det er frigørende at hente et kamera og begynde at skyde og derefter sætte det sammen i Final Cut Pro. Realiseringen af ​​en film - den, du føler dig nød til at skabe - er noget andet. Der er ingen genveje.

Hvis John Cassavetes, min ven og mentor, var i live i dag, ville han helt sikkert bruge alt det udstyr, der er til rådighed. Men han ville sige de samme ting, han altid sagde - du er nødt til at være helt dedikeret til arbejdet, du er nødt til at give dig selv fuldt ud, og du er nødt til at beskytte den gnist, der drev dig til at skabe filmen i første omgang. Du er nødt til at beskytte det med dit liv. I fortiden skulle vi beskytte os selv mod udmattelse og kompromis, fordi det var dyrt at lave film. I fremtiden bliver du nødt til at forberede dig selv på noget andet: Fristelsen til at gå med strømmen og lade filmen drive og flyde væk.

Dette er ikke blot et spørgsmål om filmkunst. Der er ingen genveje til noget som helst. Jeg siger ikke, at alt skal være svært. Jeg siger, at den stemme, der vækker dig, er din stemme - det er det indre lys, som kvækerne udtrykte det.

Det er dig. Det er sandheden.

Al min kærlighed,

Far