2 klip fra ny Wes Anderson-film

Sådan bliver humoren i 'The Grand Budapest Hotel'
Billede
(© 20th Century Fox)

Wes Anderson er en mester i underfundig komik. Hans dialog er ofte præget af skarp ironi, og den fysiske komik udspiller sig som en vekslen mellem overdrevet langsomme reaktioner og det stik modsatte.

Således har det været i film som RushmoreThe Royal Tenenbaums og Moonrise Kingdom, og sådan er det også i hans nye film 'The Grand Budapest Hotel'. Det viser to klip, som har ramt internettet.

Filmen handler om conciergen Gustave H. (Ralph Fiennes), der arbejder på et hotel i mellemkrigstidens Europa. Piccoloen Zero Mustafa (Tony Revolori), der bliver ansat i det første klip, bliver hans fortrolige ven i den svære tid.

Rollelisten udgøres ud over de to hovedroller af bl.a. Saoirse Ronan, Edward Norton, Willem Dafoe, Jude Law, Owen Wilson, Léa Seydoux, Bill Murray, Adrien Brody, Tilda Swinton og Jeff Goldblum.
 
The Grand Budapest Hotel får dansk premiere den 27. marts.