Batmans nye Robin?

Warner Bros. har fundet sin favorit til rollen
Billede
(© HBO)

Adam Driver er pt. bedst kendt for sine roller i TV-serien 'GIRLS' samt indie-filmen Frances Ha, og kan inden længe ses i Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis, hvor han fortsætter med at forme sin trademark slacker-karakter.

Nu er den 29-årige, 191 cm høje, mørkhårede skuespiller ifølge The Wrap på vej til en helt ny form for berømmelse. Sitet skriver, at Driver er favorit til rollen som Dick Grayson i Warner Bros.' kommende 'Batman vs. Superman'.

Grayson er, for de der ikke ved det, en forældreløs dreng, der bliver til Batmans loyale hjælper, Robin, og senere tager ny identitet som superhelten Nightwing.

Rygterne om Driver er ubekræftede, og samtidig er Olga Kurylenko fra Oblivion også helt ubekræftet på tale som Diana Prince - også kendt som Wonder Woman.

Batman vs. Superman er selvfølgelig med Henry Cavill og Ben Affleck i titelrollerne og får dansk premiere den 16. juli 2015.

Hvad siger I? Er Driver et godt bud… eller ville I have foretrukket Matt Damon til hver en tid?