Preview 2014 - Gysere

Guide til næste års uhyggelige film
Billede
(© Paranormal Activity: The Marked Ones / Paramount Pictures)

Over de næste par uger vil vi give en kort præsentation af næste års filmudvalg inddelt i genrer.

Da det lige nu er Halloween, synes det oplagt at starte med gysergenren, der i 2014 byder på en blanding af klassiske monstre, fortsættelser og enkelte nye historier.

Gysere har for vane dukke sent op på radaren, og derfor er der endnu ikke planlagt mange titler til dansk premiere. Forvent flere premieredatoer i løbet af 2014.
 
Klik på titlen og læs mere om filmene.

Paranormal Activity: The Marked Ones
Ikke at forveksle med Paranormal Activity 5, der også får biografpremiere i 2014. 'The Marked Ones' er til gengæld en spin-off på den populære franchise, der handler om en ung mand, som udsættes for uforklarlige ændringer.

Devil's Due
Instruktørparret bag et af segmenterne i 'V/H/S' spillefilmsdebuterer med 'Devil's Due', der blander found footage med et plot, der minder om klassikeren Rosemary's Baby.

I, Frankenstein
Der er vist tale om mere action end gys, når fortællingen om Frankensteins monster bliver opdateret til vore dage, hvor det ender som den centrale brik i en krig mellem gode og onde kræfter.

Når dyret vågner
Dansk gyser med Lars Mikkelsen, Sonja Richter og Sonia Suhl om en 16-årig pige, der opdager, at noget mystisk sker med hendes krop. Imens præger en række dødsfald det lille lokalsamfund.

Paranormal Activity 5
Som altid holdes plottet hemmeligt, når der er en ny Paranormal Activity-film på vej, og som altid er der tale om en found footage-gyser. Mon ikke vi kan forvente usynlige plageånder og dæmoniske kræfter?

Dracula Untold
Vampyren over alle vampyrer får endnu en film, men denne gang sættes fokus på hans fortid som den brutale Grev Vlad. Luke Evans, som også skal spille bueskytten Bard i den to sidste Hobbitten-film, er den bloddrikkende titelkarakter.