Benedict Cumberbatch rygtes til 'Star Wars VII'

Fra 'Star Trek' til 'Star Wars'?
Billede
(© Paramount Pictures)

Hvis der er én film, der kan tiltrække tonsvis af løse rygter, må det være det syvende kapitel i Star Wars-sagaen. Nyeste ekko fra jungletrommerne fortæller, at Benedict Cumberbatch får en rolle i filmen. Det skriver sitet Film Chronicles.

Intet er bekræftet (endsige bakket op af navngivne kilder), og vi vælger at tage nyheden med et gran salt, men det virker nu alligevel ret oplagt at knytte Cumberbatch til projektet.

Instruktøren af den kommende Star Wars-film, J.J. Abrams, stod nemlig også bag Star Trek Into Darkness, hvor den britiske skuespiller havde rollen som skurk. Cumberbatch har bestået sin sci-fi manddomsprøve og er klar til at rejse til en galakse langt, langt væk.

Om han får lov til det, vil tiden vise. Og hvis han skal være med, hvad skal han så spille? Jedi-ridder? Sith-lord? Eller Han Solo og Leias søn?

Star Wars: Episode VII får premiere engang i 2015.