Ben Affleck er Batman!

- i efterfølgeren til 'Man of Steel'
Billede
(© SF-Film)

Ganske som forventet holdt Christian Bale fast i sin beslutning om ikke at vende tilbage som nattens mørke ridder i den kommende fortsættelse til 'Man of Steel'.

Batmans kappe går i stedet videre til ingen ringere end Ben Affleck!

Skuespilleren, der de sidste par år har nydt stor succes som instruktør for Warner Bros. har skrevet under hos selvsamme selskab om at give Superman (og alle de andre store franchise-titler i 2015) kamp til stregen.

Instruktør Zack Snyder udtaler i den anledning:
- Ben giver en interessant modvægt til Henrys Superman. Han har talentet til at skabe et flerdimensionelt portræt af en mand, der er ældre og klogere end Clark Kent, arret af sin fortid som bekæmper af kriminalitet, men samtidig charmerende som millionæren Bruce Wayne. Jeg kan ikke vente til at arbejde sammen med ham.

Affleck er bestemt ikke en fremmed overfor superhelteroller. Han spillede titelkarakteren i den knap så populære Daredevil og selveste George "Superman" Reeves i Hollywoodland fra 2006.

Det er dog et par ret store sko, Affleck nu skal udfylde. Bales portræt af Gothams redningsmand er muligvis den mest elskede superhelt nogensinde - om ikke andet den mest hyldede Batman gennem tiderne.

Hvad mener I om valget? 

Batman vs. Superman får amerikansk premiere den 17. juli, 2015.