Penélope Cruz er ny Bond-babe!

'Bond 24' har hyret et blikfang
Bond-babe or Bond-baddy?
(© Scanbox)

Allerede før man har offentliggjort den kommende 007-instruktør, har man eftersigende fundet franchisens nye kvindelige hovedrolle. Og dette er ingen ringere end Penélope Cruz.

Nyheden om Daniel Craigs nye modspil er blevet spredt af Yahoo.com og ligger i direkte forlængelse af rygterne om Skyfall-instruktøren Sam Mendes' tilbagevenden.

Producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson har været ude efter den spanske skønhed til de sidste par film, men først nu har den 39-årige diva et hul i kalenderen. Cruz er sjovt nok gift med Bond-skurk Javier Bardem, så måske husbondens gode erfaring også har haft noget at sige? 

Ikke siden Halle Berrys rolle i Die Another Day har en etableret Oscar-vindende stjerne spillet Bond-babe. Men det er da heller ikke bekræftet, at Cruz skal spille en letpåklædt flirt... hun kunne i realiteten være agent-seriens nye skurk!
 
Optagelserne til 'Bond 24' starter om et års tid, og premieren bliver engang i 2016.