Amerikanerne sniger sig ind til danskers film

Niels Arden Oplev om den premiereaktuelle 'Dead Man Down'
Dead Man Down/Niels Arden Oplev
(© Nordisk Film)

Mænd der hader kvinder-instruktøren Niels Arden Oplevs første engelsksprogede film, thrilleren Dead Man Down, får i denne uge premiere. Vi snakkede med ham op til den amerikanske premiere i marts.
 
Oplev virkede veloplagt og ubekymret, da vi fanger ham på telefon fra North Carolina, hvor han er i fuld gang med at optage pilot-afsnittet til science fiction-serien 'Under the Dome' skrevet af gyser-legenden Stephen King, der også producerer sammen med selveste Steven Spielberg.

- Jamen stemningen er god. Jeg var til gallapremiere på ’Dead Man Down’ i tirsdags, hvor jeg fløj ind og ud samme dag. Det gik virkelig godt, vi havde fuldt hus, filmen blev flot modtaget, og selvom Oscar-showet kun lige var overstået, dukkede hele pressen op, fortæller Oplev fra sin mobiltelefon.

Ungdommen snyder sig ind i biografen
Oplevs gode humør går dog hånd i hånd med et uundgåeligt box office-press, indrømmer instruktøren:

- Det er en stor ting at sætte sin første amerikanske film op, og det kan jo gå alle veje. 'Dead Man Down' er R-rated (tilladt over 17 år), og filmen har en ret europæisk stemning med tredimensionelle karakterer og en puslespilsagtig historie, samtidig med at det er actionfilm og en thriller. Men er det det, publikum tørster efter lige nu - hvem ved? Udtaler Oplev, der samtidig afslører en svaghed ved det store fokus på billetluge-indtægterne:   

- Jeg har fået at vide, at fordi de store biografer herovre er så strikse med aldersbegrænsningerne, så køber de unge bare en billet til den nye Disney-film, for derefter at snige sig ind til min film. Det får jeg desværre ikke noget ud af, men sådan er ungdommen jo, siger Oplev uden at lyde særligt bebrejdende.

Genindspillet i Hollywood
'Dead Man Down' er en dyster fortælling om en kvinde, der infiltrerer en forbryderbande for at hævne sig på bandens overhoved. Den irske superstjerne Colin Farrell spiller den mandlige hovedrolle, mens kvinden portrætteres af svenske Noomi Rapace, der slog igennem i Oplevs 'Mænd der hader kvinder'. Og ifølge Oplev er Stieg Larssons serie stadig enormt populær i Guds eget land:

- Det er gået op for mig, hvor populær Millennium-trilogien egentlig er herovre, men jeg tror dog snakken om Lisbeth Salander ebber ud nu, hvor jeg har lavet noget nyt, lyder det fra danskeren, der endnu ikke har set David Finchers amerikanske genindspilning The Girl With the Dragon Tattoo.

Ironisk nok har Sony Pictures netop kontaktet Oplev om en genindspilning af Joel Schumachers thriller Flatliners (Leg med døden) fra 1990. Filmen, der havde Julia Roberts, Kevin Bacon og Kiefer Sutherland på rollelisten, husker Oplev som "en cool film dengang", og han er ikke afvisende overfor projektet:

- Jeg har aldrig lavet en remake før, men som jeg sagde til Sony Pictures, så er min film jo blevet genindspillet, så kan jeg vel også lave et remake!

Dead Man Down får dansk premiere den 6. juni.